På Lihmegård er lungebetændelse hos kalvene ikke længere et problem

Det var træls at se på kalve, der hang med ørerne, men nu har fodermesteren fået styr på lungebetændelse med vaccine.

En milliliter Nasym i hvert næsebor, når kalvene er en uge gamle, og en indsprøjtning to måneder senere.

Det har været opskriften på at få bugt med lungebetændelse hos kalvene på Lihmegaard i Spøttrup, en malkekvægbesætning med 240 årskøer.

Ifølge fodermester Rasmus Herman Jensen fik kalvene tidligere lungebetændelse, når de blev flyttet fra enkeltbokse over i fællesboksafdelingen, hvor de går, fra de er en til seks måneder gamle.

- Det var især i marts og november, hvor vejret er meget omskifteligt, at den var gal, fortæller han.

Test

Rasmus syntes, de var omhyggelige med råmælk og hygiejne hos kalvene, og i første omgang håbede han på, at et nyt tag på den ældre lade, der ville give bedre luftskifte, ville løse problemet. Det skete ikke.

Besætningsdyrlæge Vibeke Sommer foreslog, at de fik besøg af dyrlæge Signe Bach fra Hipra Nordic. Hun kom og tog nogle næseprøver og konstaterede, at det var BSRV, og kom så med et forslag til en vaccinationsstrategi, fortæller han videre.

De to vaccinationer dækker kalvene i otte måneder. Derefter kommer kalvene i en anden stald, hvor der er sengebåse, og dér har de ikke oplevet lungebetændelse.

- I begyndelsen fortsatte det lidt med lungebetændelser, så jeg overvejede at holde op med at vaccinere, men de anbefalede, at vi blev ved, og i år har det virket virkelig godt, så jeg er glad for, at jeg blev ved, siger Rasmus Herman Jensen.

Året rundt

Selv om problemet var værst i november og marts, vaccinerer de året rundt.

- Det er en vigtig del af rutinen, og så er det nemmest at gøre det regelmæssigt. I det daglige handler det om, at jeg skal have fem ad gangen at vaccinere, for det passer med en flaske vaccine, der skal bruges, når vaccinen er blandet op, siger han.

Det koster 35 kroner per behandling, altså 70 kroner i alt for to behandlinger, som er det, der skal til.

- Det er dyrere at have lungebetændelse. Dels fordi den skal behandles, dels fordi der er et produktionstab. Det er det værd. En kalv, der har været syg, kommer aldrig til at give lige så meget mælk, når den bliver malkeko, som en, der ikke har været syg, uddyber han.

Også effekt på andre sygdomme

Modstandsdygtigheden er kommet i top for kalvene på Lihmegaard, efter de begyndte at vaccinere mod BRSV. Det konstaterer besætningens dyrlæge, Vibeke Sommer, mens hun bladrer i tallene. 

Fra 1. oktober 2020 til 1. marts 2021 var der 43 behandlinger mod lungebetændelse på bedriften. I samme periode et år efter, hvor der var vaccineret, var der mindre end det halve, nemlig 18 behandlinger. 

Det er dog ikke bare antallet af behandlinger, der er blevet lavere. 

- De kliniske symptomer er også anderledes. De kalve, der får lungebetændelse, bliver ikke lige så hårdt medtaget, siger hun. 

Der er også andre tal, der er forbedret efter Lihmegaard begyndte at vaccinere. 

- I år 1, hvor de ikke vaccinerede mod lungebetændelse, var der 59 tilfælde af coccidiose, og året efter i år 2 var der 10. Det er bedre kalve med bedre trivsel og højere tilvækst, har hun konstateret.
Vil man i gang med at vaccinere, anbefaler hun, at man ser på besætningens historik i forhold til at få lungebetændelse. Plejer det at starte i september, skal man begynde med vaccination nogle måneder før, selv om der på det tidspunkt ikke er noget, der tegner til lungebetændelse. 

- For nogle er det bedst at vaccinere hele året, så man bevarer rutinen og ikke glemmer at komme i gang igen, siger hun. 

Brug af vacciner er begyndt i de sidste tre-fire år, især hos mælkeproducenter, der vaccinerer de kalve, de selv skal bruge. Ifølge Vibeke Sommer kan det også forebygge lungebetændelse hos de kalve, der skal videre til en slagtekalveproducent.

- Man kunne godt vælge at give næsevaccine til dem, der skal videre til slagtekalveproducenter. Så vil kalvene have et bedre immunforsvar, men så skal aftagere også betale for det og selv følge op med vaccination, understreger hun.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.