Plastikbøjler forhindrer skader i kostalden

Danske mælkeproducenter efterspørger plastikbøjler til kostaldene.

De er fleksible, giver sig, når koens nakke støder mod dem, og så er de ikke meget dyrere end traditionelle sengebøjler af jern.

Staldmæglernes plastik-sengebøjler og fleksible nakkerør af mærket Deltex er en efterspurgt vare fra tyske og danske mælkeproducenter, som vil investere i mere velfærd i kostalden.

»Komfort-niveauet er langt højere, når rør og bøjler er lavet af plastik, for de giver efter, når køerne støder mod dem. Men samtidig er de spændt så godt fast, at de sagtens kan holde køerne ude, hvis de eksempelvis benyttes som nakkerør ved foderbordet,« fortæller indehaver af Staldmæglerne, Klaus V. Nielsen.

Staldmæglerne har solgt plastrørene som sengebøjler, nakkerør og frontlåger, men plastproduktet er også efterspurgt til klatrestativer på legepladser.

»Brudstyrken er 12 tons, så plastikrørene kan sagtens bruges til at holde køer inde, såvel som at børn klatrer på dem,« smiler Klaus Nielsen.

Han oplyser, at plastrørene produceres i Frankrig, koster 65 kroner pr. løbende meter. Sengebøjler af plast koster 630 kroner stykket, når det skal anvendes til voksne kvæg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.