Prins Charles fulgte med i Arlas vækst

Offentliggørelse af breve viser, at Prins Charles går ind for større mejeriselskaber.

Prins Charles, førstearvingen til den britiske trone, beskyldes nu for at sætte sin politiske neutralitet på spil, efter at en lang række breve mellem prinsen og ministre i den britiske regering - tilbage i 2004-05 - er blevet offentliggjort.

Prinsen følger skarpt med - viser brevene - i udviklingen hos landbrugene. I et af brevene til den daværende premierminister, Tony Blair, refererer han sine råd til den britiske regering om landbrugspolitik.

Danmark - nærmere bestemt Arla - nævnes i et brev. Prins Charles har registreret, at mælkeproducenterne i 2004 forsøgte at konsolidere deres andelsmejerier, så de stod stærkere over for konkurrenter og detailsektoren. Men de britiske konkurrencemyndigheder satte et kæp i hjulet. De mente, det ville skade konkurrencen.

"Som jeg har forstået det, så anser de Storbritannien for at være omgivet af en mur, med den Kanalen som en beskyttelse mod import, hvilket naturligvis er fjollet," skrev Prins Charles.

Angiveligt skulle de britiske myndigheder have modsat sig, at et enkelt mejeri kunne sidde på mere end 25 pct. af markedet.

"Samtidig i Europa, især i Danmark og Tyskland, hvor andelsselskaber er mere etablerede, bliver konkurrencelovgivningen tolket fuldstændig anderledes, og der er et andelsselskab i Danmark, der har en markedsandel på 90 pct.! Dette kan virke noget overdrevet, men hvis ikke Storbritanniens andelsselskaber kan vokse nok og detailsektoren bliver ved med at have landmændene i et jerngreb, så bliver vi ved med at skyde os selv i foden," skrev prinsen.

Også andre landbrugsemner lå prinsen på sinde, blandt andet beskyttelse af bakke-landmænd, der sørger for et smukt landskab, og kødkvægsproducenters vilkår.

Breve var hemmelige

Baggrunden for brevenes offentliggørelse ligger i øvrigt langt tilbage.

I mere end ti år har britiske medier anført af avisen The Guardian kæmpet for at få indsigt i de såkaldte Black Spider-breve, der har fået sit tilnavn efter prins Charles' kradsede håndskrift med sort pen.

Selv om de fleste emner virker relativt uskyldige, må prinsen ikke lægge pres på ministrene for at gennemføre en bestemt politik, lyder kritikken.

"Han sætter den royale families fremtid på højkant ved at komme med politiske partsindlæg. Han er ikke i stand til at varetage sit kommende job, hvis han har en politisk agenda. Hans synspunkter varierer fra at være progressive over excentriske til at være direkte sindssyge", siger Paul Flynn, medlem af Underhuset for Labour.

Prins Charles, der har brugt hele sit liv på at forberede sig på at blive britisk konge, er kendt for at lufte sine mange synspunkter, hvilket også kom til udtryk i en biografi sidste år.

Han skal overtage tronen, når hans mor, dronning Elizabeth II, engang dør.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.