![Untitled image](https://landbrugsavisen.dk/sites/default/files/styles/article_full/public/pederphillipp-kvaegkongres2015.jpg?itok=DcR1k8yL)
"Man sender et uhyggeligt signal til vores landmænd om, at det er en tilbudsvare, en bulkvare, og at man overhovedet ingen respekt har for den situation som vores bønder står i."
Sådan er reaktionen fra Peder Phillipp, formand for L&F, Kvæg, efter Aldi og Dansk Supermarked i fredags sænkede mælkeprisen med knap 50 øre til 3,50 kr.
"Jeg forventer ikke, at vores kommercielle selskaber deltager i den kampagne," siger Peder Phillipp.
Aldi har forsvaret sig med, at de blot følger markedsprisen - og ikke ønsker at stikke profit i egen lomme, men vil give den videre til kunderne.
Peder Phillipp har ikke en kommentar om, hvorvidt det er rimeligt eller ej - men henviser til kvægbranchens kommercielle selskaber.
Køb mælk
Tomas Pietrangeli, direktør for Arla Danmark, siger, at han ikke må kommentere kunders prissætning i pressen af konkurrencemæssige hensyn.
"Det, jeg kan sige, er, at en priskrig på mælk i danske butikker i hvert fald ikke gavner vores landmænd, som i forvejen er hårdt presset økonomisk af et kriseramt verdensmarked. Det bedste danskerne kan gøre lige nu for at støtte mælkeproducenterne, er at købe flere mejeriprodukter fra andelsselskaber som Arla, hvor al overskud betales til landmændene," siger Tomas Pietrangeli.
Kommentarer