Producent med 14.600 kg EKM: "Vi er meget lavpraktiske"

Mads Stokholm Pedersens køer præsterer topydelse uden mirakelmidler. Du kan møde ham på Grovfoderekskursionen 15. juni.

Hvis man læser ydelseskontroller, kender man navnet Mads Stokholm Pedersen, men selv slår han de fine resultater hen.

"Vi gør ikke noget særligt. Vi laver noget godt grovfoder, vi malker tre gange om dagen, og køerne har sand i sengebåsene", lyder kommentaren.

Det vil mange andre nok også sige, men det er langt fra alle, der får en mælkeydelse på 14.600 kg EKM pr. årsko i snit, og som i 2020 havde Danmarksrekord i gennemsnitlig livsydelse på 59.310 kg mælk pr. ko. Landsgennemsnittet er 33.760 kg.

"Jeg passer bare mine køer. Vi er en lille bedrift (455 årskøer plus opdræt, red.), vi er seks medarbejdere, så vi kan bare snakke sammen, når vi drikker morgenkaffe, og når vi malker. Det er meget lavpraktisk", siger han.

Målene for grovfoderet er dog lidt mere specifikke, end at det er godt. Han stiler mod en FK, organisk stof: i kløvergræs på 79 - 80 og så høj en fordøjelighed af NDF i majs som muligt.

Alle gør det hele

Det er ikke skarpt opdelt, hvem der laver hvad. Alle malker en gang imellem, og det er ikke helt fast, hvem der passer kalve.

"Selvfølgelig ved de, hvem der skal gøre hvad, når de kommer om morgenen, men ellers er alle lidt over det hele, men de er aldrig i tvivl om, hvordan det skal se ud".

I øvrigt understreger Mads Stokholm Pedersen, at det ikke handler om høj ydelse for ydelsens skyld. Køerne skal kun give mere mælk, så længe der er økonomi i det. Der er dog tilsyneladende en sammenhæng. I årene 2017-2020 var det gennemsnitlige dækningsbidrag 22.514 kr. pr. årsko.

Det rigtige tidspunkt

Det gode grovfoder, der er kernen i succesen, hedder blanding 35 med rødkløver og majssorterne hedder Funktion og Prospekt. Kvaliteten ligger i at tage det på det rigtige tidspunkt, og det er ikke analyser, der ligger til grund.

"Vi holder bare godt øje med det", siger Mads.

Det med at holde godt øje – ikke bare med foderet, men med det hele – er måske netop der, hvor han i realiteten adskiller sig fra mange. Mottoet er nemlig så at gøre noget ved tingene med det samme. Rettidig omhu på Grønagergård er ikke bare at få øje på noget, det er også at gøre noget ved det straks.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.