
Af Holger Hedelund Poulsen - fortalt til Frederik Thalbitzer
Vi er udfordret på, at vi ikke kan få fat i propionsyre i år. Det er ikke til at skaffe, fordi der er sket noget på fabrikken. Der er åbenbart kun en.
Vi er meget glade for at bruge propionsyre til kornet, som vi helst høster med 17 procent vand, hvor det er lettere at valse. Vi bruger syrebehandlet korn i malkerobotterne, og køerne kan lugte det på lang afstand og betragter det som fredagsslik.
Hvis vi bruger myresyre eller urea i stedet for propionsyre, smager det anderledes, og køerne er kender smagen af propionsyre, som de har i maven. Vi må vel så behandle kornet efterhånden, som vi kan få fat i propionsyre og indtil videre blæser vi en masse kold luft i kornet.
Raps slap op
Vi har høstet raps og fik 4.500 kg pr. hektar. Men vi høstede 3-4 dage efter, det vi havde, slap op, og det kunne vi omgående se på køerne, der reagerede straks med lavere mælkeydelse. Det er jo ikke så underligt, for der manglede jo noget energi, og det foder, de fik, var ikke nær så koncentreret, som de var vant til. Ydelsen er dog kommet op igen.
Den sidste månedstid har stået på høst. Vi er næsten færdige med korn og mangler at høste hestebønner. Halmen har vi sikret fra vinterbyggen da det stadig var tørke.
Vi er kommet pænt langt med at så efterafgrøder, mangler måske 20-25 hektar, men vi kan heller ikke køre.
Så nu sidder vi og er nervøse for, om vi når det til tiden. Det er irriterende at man skal være nervøs for sådan noget.
Det er helt utroligt, hvad Mette Frederiksen har kunne lovgive om, de sidste par år. Kunne hun da ikke lave en lov om, at det skal være høstvejr i hele august. Det har vi jo brug for, når vi skal nå alle de datoer.
Rapsen såede vi i søndags. Vi var knapt ude af marken, før der kom et enormt regnskyl, så det bliver nok om igen med den raps. Det er ikke godt, når der står vand i markerne.
Flot majs
Det er jo ikke surt det hele. Det vejr, vi har haft, har været godt for majsen her hos os. Selv om vi kom tre uger bagefter, inden majsen kom ud af sækken, står den nu flot. Den er godt bestøvet og måske kan vi endda høste til tiden eller i hvert fald omkring 1. oktober. Majsen kunne lide den varme juli.
Så snart vi får et par dages tørvejr, skal vi høste 3. slæt. Jeg bruger blanding 35 så høsttidspunktet er ikke så kritisk. Vi tager fire slæt i alt.
Ændret foderplan
Foderplanen for løbekvierne er ændret. Vi har tidligere ligget godt med vores reproduktionsresultater, men det er gået tilbage, og jeg tror det er i takt med, at de er blevet federe. De bliver for fede, når de får majsensilage, så nu hedder det nul majs og kun grov wrap. Så håber jeg, de bliver nemmere at få drægtige. Fede kvier har en anden hormonbalance, så selv om de kommer fint i brunst bliver for få drægtige. Det koster penge, og det koster endnu mere, når man bruger dyr, kønssorteret sæd, som går til spilde.
Dyrt kraftfoder
Jeg kan se, at kraftfoderet er blevet dyrere igen i år. Vi høstede fint i vinterbyg, men vårbyggen tør vi ikke snakke om. Kornet har et proteinindhold på kun 8 procent, så man kan ikke sige, at vi har overgødet det!
Det betyder så, at vi må købe kraftfoder med højt proteinindhold. Samlet set stiler vi efter 16 procent råprotein i foderet.
Køerne æder kun lidt ude
Afgræsningsmarkerne er ved at være sløje. Det begrænser køernes lyst til at æde i marken. De æder i to timer, så gider de ikke mere. Det er ikke som det var i maj. Når de har ædt, står de bare og glor. Men de kan godt lide at være derude og nyde udsigten.
Faktaboks
Holger Hedelund Poulsen
- Ejer Møllegård ved Skanderborg. Blogger til Kvæg Plus
- Har drevet bedriften i 47 år. Stort fokus på hjemmedyrket foder og at mindske klimabelastningen.
- Til bedriften hører Danmarks højeste punkt, Møllehøj på 171 meter
- 190 jersey-køer plus opdræt, alle dyr går på dybstrøelse
- Gennemsnitlig ydelse pr. ko: ca. 11.000 kg EKM
- Tre DeLaval malkerobotter, leverer non-gmo mælk til Arla
- 270 hektar stærkt kuperet jord, hvoraf 130 er ejet: Majs, slætgræs og græsmark på 100 hektar, vinterhvede, vinterbyg, vårbyg, hestebønner og vinterraps
- To ansatte, en elev og en fastansat
Relaterede artikler
Kommentarer