Protein til kvæg er et hot emne på økologikongres

Økologikongressen til november byder på masser af kvægemner.

Af Frederik Thalbitzer

Det kan snart være helt slut med at fodre økologiske malkekøer med importeret soja. Landbrug & Fødevarer arbejder på at udfase al ikke europæisk økologisk soja til fodring af husdyr, mens leverandørerne til mejeriet Thise har besluttet alene at fodre køerne med danskproducerede fodermidler fra 2023.

Et af de emner, der står højt på dagsordenen ved økologikongressen, er protein og klima.

Den største kilde til produktion af protein på ejendommen er typisk kløvergræs, hvor valg af græsblanding og slætstrategi er oplagte værktøjer til at øge udbyttet af råprotein. Torben Spanggaard Frandsen og Morten Nyland Christensen, Seges, vil opdatere med den nyeste viden på området og præsenterer desuden økonomiske scenarier for valg af strategi for proteinforsyning - herunder økonomien i seks slæt.

Morten Riis, Aarhus Universitet, og Nicolaj Ingemann, Seges, præsenterer desuden de nyeste resultater vedrørende fodring med økologisk protein fra hestebønner, lupiner, ærter og korn til malkekøer. En udfasning af økologiske sojaprodukter betyder også, at jagten går ind på alternative fedtkilder til malkekøerne, og her viser nye forsøg, at fedt fra rapsfrø kan være en interessant mulighed.

Ønsket om at fremme naturlighed i den økologiske mælkeproduktion har i de senere år givet stort fokus på systemer, hvor ko og kalv kan gå sammen i længere tid efter fødslen. Udfordringerne ligger i at lave systemer, som både sikrer høj velfærd for ko og kalv, og som samtidig kan fungere rationelt i dagligdagen. Dette emne er også på programmet med hele fire oplægsholdere.

Økologikongres 25. og 26. november

Mød Gert Glob Lassen på økologikongressen og bliv klogere på vintervikke og lucerne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.