Rådgiver: Blitz-behandling af digital dermatitis er mest effektiv

Behandl alle køer med sygdommen i et hug med et antibiotika, og først derefter foderbade, lyder anbefalingen fra rådgiver.

Den langt mest effektive måde at bekæmpe Digital dermatitis på i kvægbesætningen, er at behandle sygdommen hos alle inficerede køer samtidig og i ét hug , en såkaldt blitz-behandling.

Sådan lyder anbefalingen til britiske kvægbrugere fra en kvægrådgiver, Sara Pedersen fra Farm Dynamics, på en netop afviklet konference om halthed hos kvæg i Worcester, England, skriver netmediet Farmers Insigt.

Ideen med en blitz-behandling er, at så snart læsionerne på køerne begynder at hele, vil der ikke blive spredt smittestof - og det reducerer naturligvis risikoen for at andre køer smittes. Dermed er der chance for at bryde den onde cyklus, så sygdommen kan komme ned på en meget lille forekomst i besætningen, forklarer Sara Pedersen.

Hun tilføjer, at de primære patogener, triponeme-bakterier, der forårsager digital dermatitis, kun overlever i gylle i 24 timer.

Sara Pedersen opfordrer også til, at sygdommen diagnosticeres og behandles i forbindelse med at hele besætningen inspiceres samtidig - og altså ikke i forbindelse med en diagnose ved halthed, for så har koen formentlig haft sygdommen et par måneder og kan have smittet andre køer.

Hun pointerer, at behandlingen skal startes med et antibiotika, og at køerne først derefter skal have fodbade, så snart sårene er dækket af en tyk, sort skorpe. 

Anbefaling

Den konkrete anbefaling til en blitz-behandling lyder således:

1. Inspektion. Alle køer med digital dermatitis i besætningen identificeres.

2. Blitz-behandling. Samtidig behandling af alle aktive/tilbagevendende læsioner med et godkendt, lokalt virkende antibiotika indtil der dannes en tyk, sort skorpe.

3. Forebyggelse. Genstart med fodbade, overvej produktvalg, design af fodbadet og hyppighed

4. Kontrol. Inspicer klovene igen med interval på en måned eller seks uger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.