Rådgiver om mineraler: Fremtiden er designerblandinger

Kvægrådgiver og mineralfirma går i rette med Seges – ingen dokumentation for, at landmænd bruger for mange kvægmineraler.

Man kan ikke læse i kvægnøglen, at landmænd bruger for mange penge på kvægmineraler, og at gårdblandinger rammer behovet mere præcist end standardblandinger og ikke er dyrere.

Sådan lyder det i kor fra Anna-Sofie Kjærsgaard, kvægrådgiver hos Vestjysk, og Jannie Ugelvig, faglig chef for kvægmineraler hos Vilofoss. Reaktionen kommer, efter at LandbrugsAvisen i sidste uge skrev, at landmænd bruger 150 mio. kr. for meget på kvægmineraler til ingen verdens nytte med Seges som kilde.

»I regnskabet kan der være mineraler, der ikke er posteret under mineraler, fordi de indgår i kraftfoder, eller foderfedt, der er posteret under mineraler, fordi de er blandet i en gårdblanding. Det er meget upræcist«, siger Anna-Sofie Kjærsgaard.

Hun tror også mere på designerløsninger, hvor landmanden får en specialblanding med lige præcis de mineraler, hans køer har behov for, frem for at køre blindt efter gamle standardløsninger.

»Mineraltilskuddet skal afstemmes efter den aktuelle sundhedssituation i besætningen samt den samlede foderration, og der bør tages mineralanalyser af grovfoderet. Der er stor forskel på, hvor stort mineralindholdet er, efter hvilken jordtype man dyrker, og på JB1 i Vestjylland er indholdet lavere end på de bedre jorder«, fortsætter hun.

Risiko for overforbrug

Jannie Ugelvig peger på, at med en standardblanding af mineraler kan man meget vel betale for noget, der ikke er behov for. Hvis man skal sikre nok af et mineral, kan man være nødt til at give så meget af standardblandingen, at man bruger alt for meget af andre mineraler.

Når man snakker økonomi i kvægmineraler, bør man i stedet justere indholdet efter situationen specifikt.

»Er der noget med klovene eller celletallet, kan man give ekstra E-vitamin eller organisk selen, men er der ikke noget, kan man spare det«, siger hun.

Hun mener ikke, at firmaerne prøver at sælge noget unødvendigt, for så forsvinder kunderne.

Anna-Sofie Kjærsgaard peger på, at det er klogt at lave en licitation mellem firmaerne nu og da.

»Der kan vi som rådgivere i landboforeningen hjælpe med at sikre, at man ikke sammenligner æbler og pærer, men æbler og æbler«, siger hun.

I Vestjysk Landboforening sparrer de ofte med firmakonsulenter, som har samme uddannelse, om kvægmineraler, for ofte har de ny viden hurtigere.

Uenighed

Niels Bastian Kristensen, Seges, er uenig i, at Kvægnøglen ikke kan bruges.

»Via KvægNøglen har danske mælkeproducenter opnået det mest retvisende datamateriale for optimering af dækningsbidraget i mælkeproduktionen«, siger han.

Han mener også, at mange mælkeproducenter lokkes til helt meningsløse tilkøb i gårdmineralblandinger. For mange er det en glidebane, hvor omkostningerne stille og roligt stiger over tid.

»Det er vigtigt at revidere brugen af stofferne med jævne mellemrum«, siger han.

Faktaboks

Normer for mineraler:

  • Jannie Ugelvig, Vilofoss, har et eksempel, der belyser, at hun ikke er helt tryg ved de gældende danske normer for mineraler.
  • »Hvis en ko, der giver 50 kg EKM, skal fodres med dansk calciumnorm, skal den ifølge amerikanske normer kunne give den ydelse på 17 kg tørstof. Det tror jeg ikke er muligt. Det normale er 23-24 kg tørstof«.

Mere om mineraler:

  • Kom til Fodringsdag 9. september 2020 kl 08.45-15.30 i Herning Kongrescenter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.