Rådgiver om overforbrug af mineraler: 150 mio. kr. årligt på ingenting

Landmænd lader sig overtale til at købe flere vitaminer og mineraler, end køerne har behov for, lyder det fra Seges.

Kvægbrugere bruger alt for mange penge på unødvendige vitaminer og mineraler og kunne spare fem- eller sekscifrede beløb på årsbasis, sammenlignet med, hvis de fulgte normerne. Ifølge chefkonsulent Niels Bastian Kristensen, Seges, bruger danske mælkeproducenter samlet set 150 mio. kr. for meget på ingenting.

»Der er fine retningslinjer i NorFor og DMS, men mange er bange for, at normerne ikke er gode nok til netop deres køer«, siger han.

Han hører, at de, som sælger vitaminer og mineraler, siger, at normerne er for gamle, og får producenterne til at bruge en til halvanden kr. pr. ko pr. dag til mineraler i stedet for de 50 øre, som er nødvendigt. Den tilgang frygter han underminerer den uafhængige rådgivning om mineraler, og han understreger, at normene opdateres, når der er ny viden.

»Overforbruget er skidt for landmandens økonomi. Man får en masse for at opfylde dyrenes behov, men man får ikke noget for at overopfylde dem«, siger han.

Niels Bastian Kristensen fik øje på problemet i Kvægnøglen, der viser store forskelle på, hvor mange penge man bruger på mineraler.

»Vi kunne bare ikke se, at det gav sig udslag i højere mælkeydelse eller lavere celletal«, siger han.

Stor udfordring

Kvægchef hos Sagro, Morten S. Thomsen, oplever også overforbrug af vitaminer og mineraler i kvægfoder.

Han peger på, at en standardmineralblanding dækker køernes behov hos 90-95 procent af alle kvægbrugere.

»Mange firmaer baserer deres anbefalinger på erfaringer og vurderinger. Anbefalinger som ligger milevidt fra NorFor s normer. Det er interessant at der i et lille oplyst land som Danmark, hvor der er meget stor ensartethed i rationssammensætning og foderets indhold af mineraler, kan være så store forskelle i vurderingerne af behovet for mineraltilskud til vore køer. Som rådgivere er vi nok for dårlige til at gå i rette med sælgere og kommunikere, hvad der er viden, og hvad der ikke er viden. Vi kan godt oppe os lidt her«, siger han.

Ændret behov

Jannie Rodenberg Ugelvig er faglig chef for kvægmineraler hos Vilofoss. Hun er uenig i, at forbruget af vitaminer og mineraler er for højt. Hun peger på, at Vilofoss’ rådgivere som udgangspunkt arbejder med de danske anbefalinger, men også kigger til for eksempel USA og Cornell University.

»De er længere fremme forskningsmæssigt. Derfor anbefaler vi ofte et højere niveau end de danske normer. De danske normer bygger på normer fra 2001, som er minimumsnormer, og hvor nogle af forsøgene bagved er tilbage fra 1970erne. I dag giver køerne over dobbelt så meget mælk og presses meget mere fysiologisk og har derfor også et andet behov«, siger hun.

Samtidig peger hun på, at Vilofoss eksempelvis ofte tilsætter foderurea eller mættet fedt til gårdblandingerne, hvorved det går ind som mineralomkostninger i regnskabet. Så lyder doseringerne på mineraler både højere og dyrere, men det hører reelt til et andet sted i regnskabet.

»Vi er ikke uvildige i den forstand, at vi jo gerne vil sælge vores produkter, ligesom rådgiverne gerne vil sælge deres rådgivningstimer. Men sælger vi noget, landmanden ikke får værdi for, vælger de jo ikke os på den lange bane«, siger hun.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.