Rådgiver til landmænd: Vend jeres regnskab og budget på hovedet

Start med bundlinien og arbejd ned til ydelse osv., lyder råd fra økonomirådgiver.

Der er noget helt galt i opfattelsen og opstillingen af regnskabet og budgetterne.

Man burde starte med det væsentlige, som er bundlinien, og slutte med at se, hvilke krav det stiller til produktionen.

Det var det centrale budskab fra økonomirådgiver Søren Elnegaard, Sagro, til landmændene ved ØRD’s fagdag for mælkeproducenter.

Ifølge Søren Elnegaard bør man starte med at sætte mål for, hvilken bundlinie man vil opnå og først derefter se, hvilke krav det stiller til ydelse i mark og stald, sundhed osv.

"Vi har været alt for gode til at sætte og italesætte forventninger til kg mælk osv. Og så står økonomien i anden række. Det er lodret forkert. Vi skal ændre på det", sagde Søren Elnegaard og roste omtalen af ’fra kg til kroner’.

prioritér skarpere!

Ifølge Søren Elnegaard bør man jagte et økonomisk resultat med minimum fem procent afkast.

Hermed kan man opnå mulighed for at betale de langsigtede afdrag, private udtræk, skat og reinvesteringer via kassekreditten uden at denne påvirkes nævneværdigt.

Søren Elnegaard slog til lyd for langt skarpere prioritering mellem nice to have og need to have.

"Og så mere fokus på indsatserne, så I ikke skal jagte for mange mål på en gang", lød det fra Søren Elnegaard.

Millionstor spredning

Ifølge økonomiopgørelser fra 2018 er der stor spredning på de opnåede resultater.

Målt på fremstillingsprisen pr. kg EKM er der 1,1 kr. pr. kg EKM fra de bedste til de laveste.

Ved en gennemsnitlig økologisk besætning med 186 køer med en ydelse på 9.390 kg EKM svarer det til en spredning på 1,9 mio. kr.

I 2018 opnåede 15 procent af de økologiske mælkeproducenter et afkast på minimum fem procent. I 2017 var det 40 procent.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.