Raceformand: Mon forbrugerne vil se skeptisk på de meget højtydende køer?

Er det nødvendigvis den helt rette vej at gå at jagte højere mælkeydelse hos køerne, spurgte raceformand til årsmøde.

Det har i mange år været en fast del af avlen med malkekvæg at avle efter stadigt højere mælkeydelse. Men er det fortsat klogt at lægge så meget vægt på mælkeydelsen?

Sådan spurgte formand for VikingRed, Morten Hansen, da han fredag formiddag aflagde beretning til racens årsmøde i Himmerland.

- Vi har set, at en fjerkrærace er blevet boykottet, fordi kyllingerne voksede for hurtigt og havde benproblemer. I grisebranchen er der kritik af kuldstørrelser og for mange døde smågrise. Så kan jeg ikke lade være med at tænke, om nogle forbrugere på et tidspunkt måske vil spørgsmålstegn ved, om køerne giver for meget mælk, fordi de mener, at det går udover dyrevelfærden, lød det fra Morten Hansen.

VikingRed er ikke den højestydende race i Danmark, men ydelse prioriteres i avlsmålet.

Morten Hansen slog ikke til lyd for, at ydelse ikke skal prioriteres, men han lagde vægt på, at man fra racens side bør være i tæt kontakt med afsætningsvirksomhederne, så der produceres det, som forbrugerne efterspørger.

- På mange måder mener jeg, at vi med den røde ko leverer det, som samfundet vil have. Racen har et forholdsvist lavt foderforbrug og dyrene er generelt sundere. Det sidste kan vi selv være med til at påvirke på bedrifterne og her mener jeg, at vi skal lægge os i selen for at fastholde den gode sundhed, sagde Morten Hansen.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.