Rapsfrø i øko-kvægfoder gav ekstra mælk

Bedre fodereffektivitet, mere mælk og større restbeløb. Rapsfrø kan være med til at sikre mere fedt i den økologiske foderration.

Det gav både mere mælk og flere penge i kassen, da Torben Sønderby gik med i en afprøvning af malede rapsfrø i sin økologiske foderration.

Torben Sønderby driver et økologisk kvægbrug med 225 køer og 375 hektar ved Spjald og er altid på udkig efter rationelle måder at gøre tingen på. Så da Seges ville afprøve malede rapsfrø i foderrationen, slog han til.

»Det kan være svært at få fedt nok i det økologiske kvægfoder, og da det også har en klimaeffekt, ville jeg gerne se effekten, og om det er noget, vi kan tackle«, siger han.

Forsøget

I forsøget blev 0,2 kg soja og 0,2 kg rapskage ud med 1 kg rapsfrø pr. ko daglig. Ændringen førte til, at totalrationen indeholdt 38 gram fedtsyre pr. kg tørstof mod 23 gram hidtil, mens sammensætningen af foderet i øvrigt var som før.

»Vi kunne med det samme se, at der var mere mælk i tanken«, siger han.

Ydelsen pr. ko steg med cirka 3 liter, men fedtindholdet faldt lidt. Målt i kg EKM var der 1,5 kg ekstra pr. ko pr. dag sammenlignet med kontrolperioden.

Økonomien var også bedre. Ét kg økologisk rapsfrø á 6 kr. pr. kg koster lidt mere end de 0,2 kg sojaskrå og 02 kg rapskage, det erstattede. Alligevel var restbeløbet – mælkepris minus foderpris 1,90 kr. pr. ko pr. dag bedre, når køerne fik malede rapsfrø.

Præmix

Frøene blev malet med en Murska-valser.

»Vi har købt en, som vi både kan bruge til raps og hestebønner, selv om frøstørrelsen er meget forskellig«, forklarer han.

Torben Sønderby malede rapsfrø til 10-12 dage ad gange, som blev blandet med andre proteinprodukter og mineraler til et præmix.

»På den måde optimerer vi på nøjagtigheden i forhold til at blande små portioner hver dag«, siger han.

Afprøvningen har været en øjenåbner for ham.

»Vi kan se, at vi kan tackle rapsfrø og male dem godt nok, så jeg vil helt klart til efteråret overveje at dyrke noget raps, så jeg bliver mere selvforsynende med foder. Trenden går jo den vej«, siger han.

Udfordringen er, at et kg raps pr. ko pr. dag bliver temmelig meget, og han skal ud og have cirka 40 hektar raps, hvis han skal dyrke det selv.

»Jeg skal have mere jord, hvis det skal kunne lade sig gøre. Det kunne være interessant også at have prøvet med nogle mindre mængder«, funderer han.

Faktaboks

Klimaeffekt

  • Metanudledningen blev hos Torben Sønderby reduceret med 7 procent, mens det samlede klimaaftryk pr. kg EKM faldt med godt 6 procent, svarende til 117 ton CO2 pr. år, da han fodrede med rapsfrø.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.