Rusland anklager EU-lande for at hjælpe smuglere

Certifikater løj om 26 containeres indhold.

De russiske veterinærmyndigheder, Rosselkhoznadzor, anklager deres europæiske ditto for at have hjulpet smuglere, skriver Globalmeatnews.com.

Rusland har ved toldkontrollen i Kingisepp nær grænsen til Estland fundet i alt 26 kølecontainere, der ifølge certifikater skulle indeholde frosne champignon, juice, slik og tyggegummi. I virkeligheden indeholdt de 575 tons kød og svinespæk beregnet for det russiske marked, siger myndighederne.

Rosselkhoznadzor siger, at import af så store mængder kød er umuligt uden myndighedernes indblanding - og anklager dermed europæiske myndigheder for at have hjulpet med at eksportere kød til Rusland, trods landets importforbud.

Kødet var landet i havnen i Ust-Luga fra de store havne Antwerpen i Belgien, Rotterdam i Holland og Hamborg i Tyskland.

Rusland hævder, at smuglere i alt illegalt har fragtet 7500 tons kød ind i Rusland. Også kød fra USA er forsøgt smuglet ind i landet.

Ruslands importforbud fra august er en reaktion på EU-landenes sanktioner mod Rusland som følge af Ukraine-krisen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.