Rusland lader Danish Crown genåbne eksport af biprodukter

To af Danish Crowns kreaturslagterier bliver efter russisk besøg godkendt til at genoptage eksporten af biprodukter til Rusland, siger Fødevarestyrelsen.

Russiske myndigheder giver nu to danske kreaturslagterier en særskilt tilladelse til at genåbne for eksporten af biprodukter fra kreaturer. 

Det fortæller Troels Vensild, chef for International Handel i Fødevarestyrelsen, som netop har modtaget en rapport fra de russiske veterinærmyndigeder, Rosselkhoznadzor. Rapporten er lavet på baggrund af russernes inspektion af tre danske kreaturslagter tilbage i december.

"Vi har fået en foreløbig rapport på russisk, hvoraf det fremgår at DC Holsted og DC Aalborg er godkendt og kan genoptage eksporten af biprodukter. Hjalmar Nielsen (Aalestrup Eksportslagteri - Hjalmar Nielsen red.) er ikke blevet godkendt og vil fortsætte med at være på den midlertidige restriktionsliste," siger Troels Vensild til Landbrugsavisen.dk. 

Danish Crown skeptisk angående russisk marked

Pressechef Jens Hansen fra Danish Crown modtager nyheden med glæde - men er dog afventende. Det er således ikke muligt at sige, om genåbningen vil give landmændene en højere pris for deres kreaturer.

"Det ville være et skud i den blå luft," siger pressechefen.

Det skyldes især, at den russiske valuta, rublen, er faldet markant i værdi. Dermed har russerne sværere ved at få råd til at importere vestlige varer.

"Det er selvfølgelig positivt, at det ser ud til, at vi kan få markedsadgang igen, men der skal også være et marked at sælge til," siger Jens Hansen.

ET SLAGTERI ER AFVIST

Troels Vensild kan endnu ikke fortælle, hvad der ligger til grund for russernes afvisning af Aalestrup Eksportslagteri - Hjalmar Nielsen.

"Vi må se på den foreløbige rapport og lige få os et overblik. Så vil vi sammen med deres brancheforening finde ud af, hvad der har gjort det, og hvordan vi kommer videre derfra," siger han.

Kreaturslagteriet blev sammen med DC Beef under Danish Crown i Holsted og Aalborg i december udvalgt til et besøg fra de russiske myndigheder, som ved selvsyn ville inspicere slagterierne med henblik på at genoptage eksporten af biprodukter.

ENDELIG RAPPORT VENTES I NÆSTE UGE

Troels Vensild forventer at få den oversatte rapport i begyndelsen af næste uge, hvorefter de vil gå i dialog med russerne om deres konklusion og se på deres muligheder for at genåbne eksporten for resten af branchen.

"Vi vil selvfølgelig fortsætte kontakten med de russiske myndigheder om, hvordan vi kan genåbne eksporten for de andre virksomheder, der ikke er blevet inspiceret," siger han.

Det russiske eksportforbud blev indført 21. oktober 2014, hvilket blev begrundet med fund af stoffer som strider mod de russiske veterinære betingelser for import af visse produkter fra EU.

Opdateret torsdag klokken 15.27 med kommentar fra Danish Crown.

 

Emneord ruslandskrise

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.