Rutinerede ræve: To landmænd leverer igen de bedste dækningsbidrag

To af tre topscorere på dækningsbidrag er gengangere.

Selvom klapsalverne måtte udgå, fordi præmieringen skete ved et webinar, er der ingen tvivl om, at der blandt deltagerne i økonomiværktøjet KvægNøglen står stor respekt om Lisbeth Klinge og Søren H. Madsen.

Igen i år er de nemlig at finde på førstepladserne for dækningsbidrag i KvægNøglen.

Lisbeth Klinge, Mols, blev kåret som nummer ét indenfor konventionelle mælkeproducenter med et dækningsbidrag på 18.390 kroner pr. årsko i 2020.

I Lundby på Sjælland opnåede Søren H. Madsen i 2020 et dækningsbidrag på 18.341 kr. pr. årsko og dermed blev han den bedst placerede økolog.

Får det hele med

Kendetegnende for begge mælkeproducenter er, at de er mestre i at optimere og få alle ender til at hænge sammen. De samler alle potentialer op.

Det var KvægrådgivningDanmark, som uddelte hæderen, og herfra lyder det om Lisbeth Klinge, at hun har stor fokus på køernes sundhed og velvære, at hun opnår alle kvalitetstillæg på mælken, og at hun leverer mange kg mælk og sælger overskudsdyr. Endvidere har Lisbeth Klinge også set mulighederne i at levere non-GM mælk og medvirke i hjerteordningen, hvilket sammenlagt giver 1,75 eurocent ekstra pr. kg mælk.

I beskrivelsen af Søren H. Madsen lægges der især vægt på medarbejderplejen, hvor flere har lange ansættelser. Mælken leveres med bedste kvalitet og dyrene har en høj sundhed og lever længe. Livsydelsen pr. levedag er opgjort til 20,7 kg EKM.

fynbo bedst med jersey

Indenfor jerseyracen blev der tildelt hæder til Jesper Bang, Mosegaard ved Gelsted. Han opnåede i 2020 et dækningsbidrag på 18.691 kroner pr. årsko. Jesper har 255 køer på dybstrøelse, har dygtige medarbejdere og leverer mælk med et lavt celletal. Fodringen er typisk fynsk med stor andel majsensilage suppleret med biprodukter, kraftfoder og wrappet græs.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.