Så meget dykkede landbrugets bytteforhold i første kvartal

Forholdet mellem indtægter og udgifter er forringet i første kvartal for danske landmænd.

Danske landmænd fik væsentlig færre penge for svin, mælk og korn i første kvartal i forhold til samme periode sidste år. Det bekræfter tal fra Danmarks Statistik.

Det betyder, at jordbrugets bytteforhold er forringet med 10,1 procent i første kvartal 2015 i forhold til samme kvartal sidste år. Bytteforholdet er forholdet mellem priser på salgsprodukter og priser på forbrug og investeringer i produktionen.

De samlede priser for salgsprodukter faldt med i alt 12,9 procent i forhold til året før.

- Dette skyldes især et fald for svin på 15,4 procent, da denne vejer tungest blandt de animalske salgsprodukter, mens mælk faldt hele 26,6 procent, lyder det.

Kornprisen faldt med 12,4 procent, mens der var mere positive nyheder for pelsavlerne med en stigning på pelsskind på 18,8 procent i forhold til året før.

Landmændenes udgifter er blevet en anelse mindre.

Prisindekset på jordbrugets forbrug og investeringer i alt er i løbet af et år faldet med 3,1 pct., fra første kvartal 2014 til første kvartal 2015.

Udgifter faldt lidt

Se seneste måneder, fra fjerde kvartal 2014 til første kvartal 2015, er det faldet 1,6 pct.

"Årsagen til faldet det seneste år er især faldende priser på foder, der faldt med 5,9 pct. i forhold til første kvartal 2014, mens den afgørende faktor for faldet i forhold til fjerde kvartal 2014 skyldes energi, der faldt med 10,0 pct.," skriver Danmarks Statistik.

Investeringsgoderne steg 0,6 pct. i forhold til første kvartal 2014, mens det steg 0,5 pct. i forhold til fjerde kvartal 2014.

For mens priserne på landbrugets produkter altså faldt 12,9 procent i forhold til samme kvartal sidste år, så faldt det samlede prisindeks for forbrug og investeringer kun med 3,1 procent.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.