Sådan holder du aggressive veganere væk fra stalden

Risikoen for uønskede besøg fra dyrerettighedsgrupper er nu så stor, at britiske landbrugsorganisationer tilbyder gratis juridisk rådgivning og rådgiver mælkeproducenter i at håndtere indtrængere.

Hvad gør du, hvis der pludselig står en flok fremmede på staldgangen eller der flyver en drone rundt over staldene?

Hvordan sikrer du dig mod at uønskede besøgende kan finde dig og din bedrift på internettet?

Kan du være sikker på, at din nye medarbejder ikke er en forklædt aktivist, der kun er ude på at lave skjulte videooptagelser fra din bedrift?

Det er nogle af de nye udfordringer, som britiske mælkeproducenter ifølge landbrugsmediet Farmer Guardian nu står over for.

Kort med alle kvægbrug

Britiske dyrerettighedsaktivister og veganere har netop rullet sin såkaldte ’Projekt Kalv’-kampagne ud for at sætte fokus på, hvad de opfatter som dyremishandling i moderne britisk mælkeproduktion, nemlig adskillelsen af ko og kalv efter fødslen samt de generelle opstaldnings- og produktionsforhold.

Kampagnen og metoderne minder en del om, hvad der er også er set i Danmark med indtrængen på ejendomme og skjulte videooptagelser.

Men i Storbritannien har aktivisterne også offentliggjort kort med adresser på samtlige britiske mælkeproducenter. Det er mange mælkeproducenter og deres familier er bekymrede over, blandt andet fordi Storbritannien har en lang tradition for voldsom og aggressiv dyreværnsaktivisme.

Gratis advokathjælp

Britiske landbrugsmedier og landbrugsorganisationer lancerer derfor nu en modkampagne med op til 30 minutters gratis juridisk rådgivning, guider til at fjerne sin bedrift på Google Maps, tjekke jobansøgere på internettet samt forebygge og håndtere uønskede besøg.

Blandt andet er skiltning mod uønskede besøg særdeles vigtig, fordi man står stærkere rent juridisk, hvis uønskede besøgende trænger ind på bedriften trods tydelig skiltning om privat ejendom og adgang forbudt for folk uden ærinde på bedriften.

Automatisk lys og videoovervågning styret af bevægelsessensorer anbefales også. Begge dele Helst med alarm til en smartphone, når projektører eller kamera aktiveres.

Det anbefales også, at man taler med ansatte, familien og naboerne om risikoen for indtrængere på bedriften og aftaler faste procedurer for, hvordan indtrængere skal håndteres, så alle ved præcis, hvad de skal gøre, når og hvis situationen opstår.

Det indskærpes desuden i de britiske guider, at man aldrig må tage loven i egen hånd, men altid skal tilkalde politiet, når der opdages uønskede besøgende på bedriften.

Anebfalingerne til landmændene viser, at aktivisterne kan være særdeles opfindsomme og blandt andet bruger droner til at flyve ved staldene for at optage video.

Der er også set eksempler på, at den nyansatte medarbejder i virkeligheden var en aktivist, som ville lave skjult video fra bedriften.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.