Sådan kan du udnytte din fuldspalte-stald, når reglerne skærpes

Kreativiteten skal i sving for at tilpasse stalden, så den både lever op til de nye regler og kan rumme det antal dyr, der er behov for.

Fra 2024 er det ikke længere lovligt at opstalde kvæg på fuldspalter, og det giver udfordringer for producenter, der har fuldspalter i dag. Hos Seges har chefkonsulent Anja Juul Freudendal set på diverse muligheder og konsekvenserne af det.

- Uanset hvilken løsning man vælger, vil det betyde mere plads til dyrene. Det er det ikke muligt at have det samme antal dyr i de samme rammer, understreger hun.

Mange har i dag ca. tre gange tre meter fuldspaltebokse til kvier på hver side af et foderbord i midten.

På tværs

En mulighed er at lave sengebåse oven på spalterne på tværs af fuldspalteboksene og udnytte det resterende areal med spalter som ædeplads. Selvfølgelig under hensyn til dyrenes størrelse. Så kan foderbordet fortsætte uændret.

- Hvis man havde 12 bokse, går man fra 48 til 24 pladser og mangler altså plads til 24 kvier, understreger hun.

Udvendigt foderbord

En anden løsning er at lave udvendigt foderbord i begge sider af stalden. Så kan kvierne stå på spalterne og æde, mens det, der før var midtergang og foderbord, laves om til sengebåse.

- Med den løsning udvider man produktionsarealet med foderbordet svarende til 40 kvadratmeter ekstra. Der er plads til 40 kvier og mangler otte pladser, siger Anja Juul Freudendal.

Man skal dog være opmærksom på, at en ændring med nyt udvendigt foderbord kræver ændret miljøgodkendelse og byggetilladelse.

Anja Juul Freudendal har mange idéer i posen.

Stikspær

En tredje idé er at sætte stikspær på den eksisterende stald. Under stikspær etableres sengebåse, og så kan fuldspalterne anvendes til ædeplads, og foderbordet fortsætter uændret.

Man kan også lave den første halvdel af stalden om til dybstrøelse og bevare fuldspalter i en anden halvdel, hvor dyrene kan æde uændret fra foderbordet.

Faktaboks

TEMADAG

  • Temadag: 21. april inviterer Seges til temadag om tolkning og praktiske løsninger i forhold til kravene i Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg 
  • Emner: Hvordan får jeg plads til mere vand og flere kobørster i den eksisterende stald?, løsninger på ekstra ædepladser, kælvningsafdeling, opsamlingspladsen. Stalden lever ikke op til kravene, og hvad med fuldspalteboksene?

Tilmelding: Se landbrugsinfo.dk 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.