Sådan mindsker du antibiotikaresistens

Resistens overfor antibiotika er et stigende problem. Derfor har man i Irland opdateret vejledningerne omkring brug af antibiotika.

Irlands myndighed for landbrug og fødevarer Teagasc har været ude med en ny vejledning omkring antibiotikaresistens. Her forklarer de, hvordan resistensen opstår, og hvad man som landmand kan gøre for at mindske den. Det skriver den landbrugsfaglige netavis Agriland.

Hvordan opstår antibiotikaresistens?

Antibiotikaresistens opstår, når inficerende mikroorganismer tilpasser sig og forhindrer antibiotikummet i at virke. Det medfører, at det anvendte antibiotika ikke længere har samme effekt, hvilket begrænser behandlingsmulighederne og i sidste ende kan gøre selv de mest almindelige sygdomme vanskelige at behandle.

Resistensen er et problem, da man ikke vurderer, at der vil opdages nye typer antibiotika i løbet af de næste mange år. Hvis midlerne der anvendes i dag ikke længere virker, vil det altså have negative konsekvenser for landbrugets rentabilitet og produktivitet, samt blive et problem for behandlingsmulighederne ved sygdomme der rammer mennesker.

Kilder til øget resistens

  • Overforbrug af antibiotika
  • Tildeling af for små dosis antibiotika
  • For tidlig afslutning af behandlinger
  • Forkert bortskaffelse af antibiotikarester
  • Brug af sidste-udvejs-antibiotika som første led i behandlingen
  • Bredspektret brug af antibiotika uden målrettet formål
  • Forsøg på bekæmpelse af bakterier som ikke er svage overfor pågældende antibiotika
  • Behandling af sygdomme forårsaget af virusser eller andre mikroorganismer som ikke er modtagelige overfor antibiotika.

Resistente bakterier kan spredes til mennesker via for eksempel direkte kontakt eller ved at bruge dyregødning til at gøde marker med konsumafgrøder, så det spredes via fødevarerne.

Hvad kan landmanden gøre?

Når man vil undgå resistens, er hovedreglen, at forebyggelse er bedre end behandling. Derfor skal man som det første forbedre helbredstilstanden hos dyrene. Det vil ikke alene reducere behovet for antibiotika men også være med til at maksimere dyrenes produktivitet.

Som led i det bør man kigge på, hvor meget plads hvert dyr har, hvor tæt dyrene står, samt hvilke vacciner det er muligt at anvende.

Antibiotika bør anvendes til at vedligeholde dyrenes helbred og velfærd, men kun hvor det er nødvendigt. Man bør altså ikke bruge antibiotika til at kompensere for mangler på andre områder.

Faktaboks

De seks R’er når man bliver nødt til at give antibiotika

  • Rigtig diagnose
  • Rigtigt dyr
  • Rigtig antibiotika
  • Rigtig dosis
  • Rigtig behandlingstid
  • Rigtig opbevaring

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.