Sådan skubber ko-nudging til køernes adfærd

Få koen til at holde op med at hænge på gangen eller ’small-talke’ ved vandkarret, men i stedet spise og tygge drøv i senge, som hun gerne lægger sig i. Artiklen er fra arkivet og er publiceret første gang i KVÆG Special nr. 1, 2017.

Af Vibeke Fladkjær, specialkonsulent på Seges,  og Koen Van Dijk, erhvervspraktikant på Seges

Hvad er ko-nudging?

Hvordan vil køerne gerne have stalden indrettet? Er det ligesom, vi mennesker tror, eller vil de egentlig gerne have det helt anderledes?

Kan vi skabe en stald, hvor vi forener køernes adfærd, men sådan som vi gerne vil have det for at producere mest muligt og have den bedste sundhed?

Det er her ko-nudging kommer ind i billedet. Nudging kan forklares som tiltag eller initiativer, der skubber køernes adfærd i den retning, man ønsker, men samtidig giver dem mulighed for at vælge.

Hvis køerne har det med at stå og hænge på gangen i stedet for at lægge sig i sengebåsene, kan vi så
’puffe’ til deres adfærd, så de vælger sengebåse hurtigere.

Vi har arbejdet med ko-signaler i mange år, men nu skal vi et spadestik dybere. Vi vil i den næste periode prøve at komme med indretningsforslag, der puffer lidt til koens adfærd, for som jeg ser det, kræver det, at vi går ind og arbejder med de enkelte bedrifter og deres køer i forhold til placering af inventaret.

Inventaret skal placeres hensigtsmæssig til de enkelte bedrifter og ikke kun som en standardisering efter danske anbefalinger, men derimod efter den enkelte bedrifts størrelse på køerne og underlag i  sengebåsene.

For at arbejde videre med konudging har vi kigget lidt på, hvordan udlandet ser på indretning efter køernes adfærd og behov.

Udlandet

På National Mastis Coincil konference i januar 2017 holdt Nigel B. Cook et oplæg omkring, hvordan han så på størrelsen af sengebåsene, i forhold til hvordan køerne prioriterede dem.

I Danmark arbejder vi med to størrelser ’lille race’ og ’stor race’, Nigel Cook arbejder med flere størrelser. Derved tilpasses sengebåsene og inventaret mere til størrelsen på dyrene i den enkelte bedrift.

Alle er enige om, at sengebåsene skal have en passende størrelse, så køerne, der skal bruge dem, har nok plads til at rejse og lægge sig og, at de vigtigste mål for at sikre en optimal hvileperiode er bredden, længden og afstanden fra bagkant til brystplanke. So fare - so Good.

I grafikken ses de anbefalede mål i forhold til koens kropsvægt ifølge Nigel B. Cook.

Brystplanken bestemmer hvilearal

Brystplanken bestemmer, hvor stort et hvileareal koen har. Den skal sørge for, at koen har præcis den plads, den skal bruge for at ligge komfortabelt uden at gøre sengebåsen beskidt.

Nigel B. Cook anbefaler ikke en brystplanke højere end 10 cm over liggematerialet, da dette kan give problemer ved koens rejseadfærd.

Er brystplanken over 10 cm, tvinger man koen til at stille forbenene lige under kroppen fremfor, at hun kan sætte dem foran kroppen, hvilket er naturligt for dem.

Sengebøjlen er en meget vigtig aktør i forhold til at få koen til at placere sig, som vi gerne vil.

Den idéelle sengebøjle

Den idéelle sengebøjle vil se ud på følgende måde:

▶ Minimum 13 cm mellem nederste rør og overkanten af liggematerialet.

▶ Nederste rør skal være helt lige og mellem 28 – 30 cm over liggematerialet (E).

▶ Det nederste rør bøjer opad mellem 51 til 56 cm fra brystreposen/brystplanken.

▶ Det øverste rør er lige eller bøjer nedad, så koen kan svinge hovedet over sengebøjlen, når hun skal ud af sengebåsen.

▶ Sengebøjlen stopper 23 til 30 cm indenfor sengebåsen, så den ikke er i vejen for trafik i gangarealet.

Nakkebommens placering

Nakkebommens placering afhænger af, om man har blødt liggemateriale eller madrasser.

Ved madrasser kan man starte med at sætte nakkebommen over brystplanken. Hvorefter man skubber den
så langt frem, så de fleste køer kan stå med alle fi re ben i sengebåsen.

Ved blødt liggemateriale er dette ikke optimalt, da køerne vil gøde i liggematerialet. Derfor anbefales det, at
nakkebommen sættes ca. 15 cm længere tilbage end ved madrasser. Dette vil tvinge køerne lidt længere tilbage, hvorved sengebåsene vil forblive renere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.