Sådan spotter du varmestress i kvægstalden
Køernes placering i stalden under varmestress viser dig, hvor problemerne er, lyder det gode råd fra amerikansk ekspert i varmestress.

Vi kender det alle: Når temperaturen som i denne uge nærmer sig 30 grader, søger vi mod skyggen, den svalende brise og noget køligt at drikke.

Køer har det på præcis samme måde. Men de behøver ofte hjælp til at undgå varmestress.

»Køernes valg af ståsteder under varmestress viser, hvor problemet er i din stald. Udfordringen er at skabe et så godt og ensartet miljø i hele stalden, at varmestress modvirkes«.

Det var en af de centrale pointer, da Peter D. Krawczel, professor ved Institut for Husdyrvidenskab på University of Tennessee i USA, gæstede Danmark og præsenterede sin og kollegaen Randi Blacks forskning og erfaringer.

Varmestress bliver et stigende problem, ikke bare med stigende temperaturer, men også med stigende mælkeydelse. Er dagsydelsen 45 kg mælk eller højere, skal temperaturgrænsen for, hvornår varmestress indtræffer, således sænkes med fem grader.

Varmestress påvirker lynhurtigt mælkeydelsen, og det sker allerede ved ganske mild varmestress, nemlig ved en THI-værdi på 68.

Ved højere THI-værdier og længerevarende varmestress ses ydelsesfald på helt op til 40 procent.

Vand efter malkning

Peter D. Krawczels opfordrede til først at rette fokus på at forbedre ventilationen ved sengebåsene. Simpelthen fordi det at ligge er koens største enkeltaktivitet, og fordi reduceret liggetid kan have mange og vidtrækkende negative konsekvenser for koen.

Til den øgede opmærksomhed på sengebåsene under varmestress hører også at opretholde et tørt og hygiejnisk liggemiljø pga. øget smitte- risiko og øget sårbarhed.

Når der er styr på sengebåsene, bør opmærksomheden rettes mod foderbordet. Det gælder både ventilation, rationens sammensætning, udfodringstidspunkt og foderbordshygiejne.

»Køernes adgang til rigeligt og rent drikkevand er måske det vigtigste enkeltværktøj mod varmestress, da køerne drikker op til 50 procent mere. Især er adgang til vand straks efter malkningen vigtig. Vær opmærksom på, at nogle få køer kan dominere et vandtrug og holde alle andre væk i lang tid«, sagde han.

Faktaboks

THI:

  • THI står Temperature Humidity Indeks og er en måleenhed baseret på kombination af temperatur og luftfugtighed. Der findes THI-målere, der bl.a. kan bruges sammen med en smartphone. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.