Se videoen: Økokur mod skræpper i afgræsningsmarker

Økologer kan have fundet effektiv kur mod skræpper i afgræsningsmarker.

Agri Nords økologiafdeling anbefaler en nyudviklet kur mod skræpper i afgræsningsmarker. Som sidegevinst er det også en kur mod kvik.

Økologiske græsmarker kan være hårdt pressede, hvis skræpperne rigtig har fået fat. Har kvikken også sat ind, kan det være så som så med udbyttet af græsset.

En kunde hos Agri Nord Økologi har udviklet en kur mod fænomenerne, som konsulenterne anbefaler, idet de har set god effekt af metoden.

Den kan foretages, når afgræsningsmarken er udtjent hen på efteråret og fuld af de aggressive skræpper.
Marken skal jordbearbejdes, og derefter skal der sås vinterrug med græsudlæg.

"Det er en ret effektiv metode", fortæller økologikonsulent i Agri Nord, Malgorzata Kowalik-Kepler.

To gange jordbearbejdning

Fremgangsmåden er, at man starter med en tallerkenharvning i marken. Derefter foretager man en Kvik-Up-harvning. Harvningerne bevirker, at rødderne skæres over og bliver kastet op af jorden.

"Hvis det er nødvendigt, kan behandlingen gentages", siger Malgorzata Kowalik-Kepler.

Når marken er behandlet, sås der vinterrug med udlæg af italiensk rajgræs til afgræsning i foråret.

Behandlingen kan foretages to sæsoner i træk, inden der på ny skal etableres en kløvergræsmark.

 

Økologikonsulent Malgorzata Kowalik-Kepler, Agri Nord, har set god effekt af bekæmpelse af skræpper og kvik med ny jordbearbejdnings-strategi.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.