
Danske kvægbrugere har godt styr på procedurerne i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at aflive køer. Her aflives korrekt og helt efter loven med boltpistol og efterfølgende afblødning.
Til gengæld halter det med samme konsekvente tilgang, når det drejer sig om kalvene. Det viser en stikprøveundersøgelse, som Seges har fået udført og som omtales i Seges, Kvægs KvægNyt.
I stikprøveundersøgelsen blev alle køer og kalve indleveret til DAKA i uge 44 undersøgt. Og alle køer aflivet med boltpistol var også blevet afblødt. Men op mod 15 procent af kalvene var ikke afblødt efter aflivning med boltpistol. Det er flere end ved tidligere rutinemæssige stikprøver fra de foregående år, oplyser Seges.
L&F får løbende udført stikprøver for at overvåge korrekt aflivning. I tilfælde, hvor det ikke gøres korrekt, tages direkte kontakt til landmanden.
Seges, Kvæg indskærper, at afblødningen er ufravigelig, idet boltpistolen kun bedøver, og derfor kan manglende afblødning i sjældne tilfælde føre til, at dyret vågner igen.
Kommentarer