Seks nationaliteter bød på Hereford Ungdoms auktion

Hereford Ungdom holdt auktion over to kvier torsdag aften på Landsskuet.

32.000 kroner. Eller 16.000 kr. per kvie. Det blev de vindende bud over to kvier fra Nordbæk Hereford, ved Herefordforeningens jubilæumsfest torsdag aften på Landsskuet.

Auktionen blev holdt af og til fordel for Hereford Ungdom, der samtidig med moderforeningens 50-års jubilæum, kan fejre deres 10-års jubilæum. 

”Så synes vi der skulle ske noget, og så ville vi prøve auktion ligesom i udlandet”, fortæller medlem Christoffer Mortensen. 

Men de udvalgte kvier skulle ikke være de første og de bedste. Så foreningen sendte Christoffer Mortensen rundt til en række avlere. Og til sidst faldt valget på to kvier fra Henning Have og Nordbæk Hereford ved Egtved. 

”Og så lavede vi en fin aftale. Vi har haft dem og gjort dem klar til at komme på Landsskuet, og så har de unge passet dem heroppe”, siger Henning Have.

Torsdag aften gik auktionen løs, ved jubilæumsfesten for 140 indbudte fra, Danmark, Irland, Holland, Tyskland, Canada og England. 

Prisen blev 16.000 kroner per kvie, og køberne var hollænderne Rick Eikelboom og Henk Hegeman. 

Glad for at hjælpe de unge

Både Rick Eikelboom og Henk Hegeman var glade for at kunne hjælpe de unge, ligesom de håbede deres køb kunne tilføje noget godt til deres besætninger. 

”Det er dejligt at kunne hjælpe de unge. Vi har ikke nogen ungdomsafdeling i Holland, så det kan være vi skal tage konceptet med hjem”, siger Rick Eikelboom, der driver Hereford stal Eemster.

For både ham og kollegaen Henk Hegeman fra de schietbaan Hereford´s er det store netværk indenfor Hereford vigtigt, og det glæder dem at deres køb kan hjælpe de danske unge med at udvide deres netværk.

Landshold til New Zealand

Målet med pengene er nemlig at Hereford Ungdom vil sende et ”ungdomslandshold” til World Hereford

Conference i New Zealand i 2020. 

Planen er at sende fire af de dygtigste medlemmer afsted, og selv om en del af udgifterne til den lange tur, og læringsopholdet i ugen efter konferencen, er dækket, håber Hereford Ungdom at kunne dække en del af egenbetalingen for medlemmerne. 

De fire heldige findes via motiverede ansøgninger til bestyrelsen, fortæller næstformand Kristine Bloch.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.