Sektordirektør: I skal bruge mindre protein i foderet for miljøets skyld

Ammoniak er en udfordring i kvægbruget, påpeger Ida Storm, sektordirektør, Kvæg, Seges. Hver anden bruger for meget protein.

Danmark har langt igen før vi når EU-målet for reduktion af ammoniakudledning, og det har EU nu fået øje på. Derfor er danske kvægbrugere nødt til at se på ammoniakudledningen fra køerne.

Sådan indledte Ida Storm, sektordirektør for kvæg, Seges, fodringsseminaret i Herning onsdag.

”Vi har en udfordring. Stigende mælkeproduktion og stigende ydelse giver stigende ammoniakudledning, og det må vi tage fat på”, siger hun.

Ifølge Ida Storm er ammoniakudledningen afhængig af proteinindholdet i kvægfoderet. Forsøg viser, at 16 procent protein i foderet er lige så godt som 18 procent. Man kan sænke indholdet til 16 procent uden at det går ud over mælkeydelsen – i hvert fald i gennemsnitsbesætninger. I besætninger med høj ydelse er der nogen usikkerhed om, hvor vidt, det gælder.

”Vi har en klar anbefaling om, at man fodrer med mindre end 17 procent, og det går ikke ud over økonomien, måske tværtimod”, siger Ida Storm.

Statistikken viser, at hver anden i dag fodrer med mere end 17 procent protein og ret mange over 18 procent.

17 procent svarer til 170 gram protein pr kg tørstof.

”Hvis vi kan sænke normtallet med et par gram, kan vi sænke ammoniakudledningen med 500 ton, så det betyder noget”, understreger hun.

Og hvad skal der så til for at reducere proteinindholdet med 3,5 gram pr. kg?

Ifølge Seges handler det om at skifte 250 gram sojaskrå ud med 300 gram byg.

Seges vil nu indføre et nyt normtal på 170 gram protein pr. kg tørstof. Samtidig vil de arbejde med, hvordan man kan reducere proteinindholdet yderligere. Bl.a. ved også at se på hvilke typer af protein, man bruger, da det også har betydning for ydelsen

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.