Send en pædagog med de unge kalve – de aner ikke, hvad de skal i marken
De unge kalve, der kommer i marken første gang, aner ikke at græsset kan ædes, så i en overgangsperiode skal de have samme foder i marken som de fik i stalden.

Af Birgitte Kjemtrup Høyer, ØkologiRådgivning Danmark

Kalve på græs kræver omtanke og planlægning. En tanke til kalvene 4-6 mdr. i denne tid vil være godt. De skal alle ud på græs inden for de næste dage, og tilvæksten skal holdes, så de ikke sakker bagud. Og skal de komme godt fra start, har 1. års afgræssere brug for ekstra hjælp.

Der er tre ting, man især skal være opmærksom på:

  1. Læ og ly
  2. Parasittryk
  3. Manglende erfaring

Læ og ly

Kommer kalvene fra udendørs hytter, har de en idé om at regn og vind er koldt, mens der er varme i solen. Sørg for at de i løbet af den første tid bliver bekendt med, hvor der er læ for elementerne. Om der er sat en kreaturvogn med overdækning ud på marken til dem, eller om der er en hytte, så lad dem være lidt i disse, inden i lukker op. Måske foder og vand kan tildeles derinde også, så kalvene har en grund til at komme tilbage dertil. De bruger uforholdsmæssigt meget energi på at holde sig selv varme i regnvejr, eller på at komme af med samme varme i høj sol.

Parasittryk

For at undgå parasitter er det optimalt at lukke 1. års afgræssere ud på en ren mark, altså en mark, der ikke tidligere har været afgræsset, samt har fået gylle så tidligt på sæsonen som muligt. Derefter et foldskifte ved Sankt Hans for at bryde parasitternes livscyklus.

De fleste parasitter kan overleve vinteren over, men kommer der sol (ultraviolette stråler) til, har det en stor forebyggende effekt. Dog kan smitte (oocysterne fra coccidier) overleve meget, og kan let skabe ny smitte fra året forinden.

Manglende erfaring

Husk på, at det eneste kalvene kender til, er foder lagt foran dem. De aner ikke, hvad de skal ude på marken. Så der skal i en overgangsperiode serveres det samme foder derude, som det de fik serveret inden udbinding. På denne måde sikrer man, at mens de gør sig bekendt med deres nye omgivelser og opdager, at græsset faktisk kan ædes, går de ikke sultne rundt og tærer på reserverne. Over en periode på to til tre uger, kan man så langsomt trappe ned i mængden af grovfoderet, når man kan se at optaget af dette falder.

Har man styr på parasittrykket, kan man med fordel give kalvene en pædagog. En ko eller gammel kvie, der ikke skal indgå i produktionen. Det ældre dyr, vil så vise de små, hvor der er ly og læ, samt at græsset kan ædes, og de små vil således få en lettere og bedre start på udesæsonen, end hvis de selv skal opdage det hele.

Økoproducent: Foderet er sluppet op - køerne kommer på græs i martsKvæg 12. marts · 12:10

Hvad har andre gjort?

En landmand havde store udfordringer med syge og afmagrede kalve, samt enkelte dødsfald, som følge af parasitter hos hans 1. års afgræssere i tidligere sæsoner. Tilvæksten var ikke tilfredsstillende. Han har en udbindingsmark, som ligger tæt på stalden, med både dobbelt tråd og læhegn. Perfekt til opsyn og tildeling af staldfoder. Og med enormt parasittryk. Det var ikke en mulighed at finde en ren mark.

Landmanden delte marken op i tre dele. Hver uge skiftede kalvene så fold. I den del af marken der var tættest på stalden, stod i forvejen en foderhæk. Denne fik selskab af endnu en foderhæk, så der nu var en ædeplads pr. kalv, modsat to kalve pr. plads.

Den ekstra foderhæk sikrede, at også de små kalve med lavest hierarki fik mulighed for at æde sig mætte, inden flokken flyttede sig ud på marken. Skal kalvene vælge mellem floktrygheden og mæthed, vælger de det første. En mæt kalv har mere energi til at opretholde et sundt immunforsvar.

Foldskiftet en gang om ugen gav græsset mulighed for at gro igen, så kalvene, ikke kom for tæt på klatterne og dermed smitten.

Der var mærkbare forbedringer at se. Ingen dødsfald og kun få diarre tilfælde, som ikke mærkede de enkelte kalve mærkbart.

 

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.