Skærpet oplysningspligt: Du skal fortælle det, hvis du har salmonella

Flere nye tiltag skal stykre indsatsen mod Salmonella Dublin og forankre den på den enkelte smittede bedrift.

Belært af de hidtidige erfaringer tager L&F Kvæg og Seges nu nye værktøjer i brug for at bekæmpe Salmonella Dublin.

Nyt er blandt andet, at indsatsen tilpasses den enkelte bedrift, vil strække sig over længere tid, bliver mere ’håndholdt’ og forpligtende og vil inddrage den salmonellaramte bedrifts dyrlæge og øvrige rådgivere.

Det fortalte L&F Kvægs sektordirektør Ida Storm på LandboNords velbesøgte kvægårsmøde.

»Involveringen af de lokale rådgivere skal give større sikkerhed for, at der bliver fulgt op på indsatsen«, uddybede hun.

Tiltaget er indført i erkendelse af, at sanering for Salmonella Dublin-smitte ofte er langstrakt og kompleks proces, hvor det kan være vanskeligt at holde fokus måned efter måned.

Af samme grund bliver indsatsen i højere grad også tilpasset den enkelte bedrift, så handlingsplanen er realistisk ud fra de give forudsætninger.

Bekæmpelse stagneret

Desuden vil oplysningspligten blive indskærpet.

»Alle skal oplyses om det, hvis man har salmonella«, understregede sektordirektøren.

Det gælder ikke bare dyrlæger og inseminører, men også maskinstationen, håndværkere og alle andre, der færdes på bedriften.

Efter pæne resultater i begyndelsen af kampen mod Salmonella Dublin, er indsatsen i de senere år stagneret med p.t. 9,3 procent smittede kvægbesætninger.

»Det handler om fødevaresikkerhed. Salmonella Dublin ses heldigvis sjældent hos mennesker, men det er til gengæld ret alvorligt at blive inficeret. Men der er også god produktionsøkonomi i at sanere. Salmonella Dublin giver et ydelsestab og påvirker også kalvesundheden negativ«, påpegede Ida Storm.

L&F Kvæg er involveret i Fødevarestyrelsens arbejde med en ny handlingsplan mod Salmonella Dublin, som imidlertid først ventes klar næste år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.