Skal tyrekalvene sættes ned i mælk, når prisen er lav?

Med en historisk lav spædkalvepris på 600 kroner for en 50 kg’s kalv, kan det være fristende at gå fra høj mælkemængde til tyrekalvene til et niveau, som tilfredsstiller deres behov, skriver ugens klummeskribent.

Det kan sikkert ikke svare sig at give ekstra meget mælk, kan jeg høre flere tænke.

Tidligere på ugen meldte rådgiverne i DLBR Slagtekalve ikke overraskende ud, at det kan betale sig at sikre den bedst mulige tilvækst - også på tyrekalvene.

Rådgiverne har sagt det før, og substansen er den samme. Foruden basisprisen afregnes spædkalve nemlig efter vægt, og når hvert kg mellem 50 og 70 kg levende vægt giver 30 kroner, så giver det økonomisk mening at give ligeså meget gas med mælken til tyre- som til kviekalve.

Tjek prisen

Rådgiverne bemærker dog, at hvis man fodrer med sødmælk, som kunne afregnes til mere end 2,50 kr. pr. kg ved levering til mejeriet, så kan man godt holde igen. For så kan tyrekalvene ikke forrente de ekstra liter mælk.

Er situationen derimod, at kalvene fodres med skummetmælkspulver, skal der bare hældes på de små fyre.

Og virkeligheden er vel også, at kalvene flere steder fodres med mælk, som ikke kan leveres til mejeriet pga. indhold af råmælk, celletalsmælk eller behandling med medicin. Disse mælketyper har ikke en værdi over 2,50 kr. pr. kg.

Den næste skal også tjene

Så vidt økonomien ved at fodre med mælk. Et andet perspektiv er også, at tyrekalvene for langt de fleste er en salgsvare. Og selvom man kan indvende, at modtageren kan købe særdeles billige kalve lige nu, så ændrer det ikke på, at også modtageren skal kunne lave en forretning på kalvene for fortsat at ville købe dem.

Og ligesom hos kvierne, hvor vi alle ved, at mere mælk og høj tilvækst i mælkefodringsperioden giver stærke kvier, som yder godt som køer, så forholder det sig på samme måde med tyrekalvene.

Hvis de er fodret godt hos mælkeproducenten, har de de bedste odds for at klare overgangen til en ny besætning godt. Og til at vokse og holde en høj sundhed grundet godt immunforsvar senere.

For hele værdikæden - inklusiv mælke- og kalveproducenter - vil det altså være en god forretning, hvis også tyrene fodres godt hele vejen igennem.

Hvad mener du? Hvordan fodrer du dine tyrekalve, inden du sælger dem videre? Giv gerne en kommentar i feltet herunder.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.