Skal vi absolut malke klokken ’meget tidlig’?

Ugen på spidsen: Kampen om arbejdskraften er hård og stigende. Det kalder måske på nytænkning af arbejdstider.

De slider og slæber altid de kvægbønder. Fra tidlig morgenmalkning til sen aften, hvor de siger godnat til køerne.

Når jeg fortæller folk om min årelange relation og arbejde i og med kvægbruget, er det en af de sætninger, jeg møder oftest.

Og et stykke henad vejen har folk ret, for jeg kender ingen kvægbønder, som ’kun’ arbejder otte til 16.

Til gengæld har jeg på det seneste mødt flere medarbejdere, som har arbejdstider, der adskiller sig fra det, vi kalder traditionelt.

F.eks. mødte jeg i sidste uge en kalvepasser, som arbejdede to timer morgen og aften seks dage om ugen. Hun havde så at sige et deltidsjob med at passe kalve ved siden af et opkvalificerende danskstudie og et ekstra bijob. Hendes mand arbejdede i dagtimerne og derfor kunne de foreløbigt få tidskabalen til at gå op med at hente og bringe et barn til dagpleje.

Samme sted mødte jeg en medarbejder, som godt nok malker morgen og aften og har fri midt på dagen, men til gengæld arbejder han altid i weekenden.

I stedet har han fast fri mandag-tirsdag, fordi han gerne vil have fri, når butikkerne er åbne og man kan gå til tandlæge eller aflevere bilen til service uden at skulle tage hensyn til en flok malketrængede køer.

For arbejdsgiveren var det to unikke konstellationer, som gav ham mulighed for at holde fri i weekenden sammen med sin familie og udearbejdende hustru. Hertil kommer ikke mindst, at han har to medarbejdere, som sætter ekstra meget pris på deres arbejde, fordi de selv har tilrettelagt arbejdstiden.

Nye malketider?

Hvis kvægbruget fortsat skal kunne tiltrække arbejdskraft, kan det være nødvendigt at se på, hvornår arbejdet skal udføres. Vi konkurrerer mod 8-16-jobs med fri de fleste weekender og fast pension.

Måske bliver vi nødt til at gentænke, hvornår man malker? Skal det absolut være klokken fire om morgenen eller vil klokken ti om formiddagen også være ok?

Velvidende at man selvfølgelig skal stille i malkestalden igen klokken 22 om aftenen, hvis man malker med 12-timers intervaller. Men netop det har jo heller ikke vist sig umuligt de steder, hvor man malker tre gange om dagen.

Hvordan har I tilrettelagt arbejdet på din bedrift? Har I ændret på nogle arbejdsrutiner for at fastholde eller tiltrække arbejdskraft?

 

Peter W. Mogensen er journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus.

 

 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.