Slagterier sætter noteringen op igen: Oksekødet er solgt før koen er færdigslagtet

Danish Crown Beef og Himmerlandskød A/S oplever fortsat gunstig afsætning af kalve- og oksekød.

Der bliver ikke i nævneværdigt omfang trukket på lagerkapaciteten hos Danish Crown Beef i denne tid. Kødet fra dyrene er praktisk taget solgt, før dyret er helt igennem slagteriet, fortæller salgsdirektør Henning Sønnichsen i slagteriets ugenyt.

Slagteriet kan igen i denne uge melde om opjustering af noteringen, fordi efterspørgslen overstiger udbuddet ikke blot herhjemme men også i udlandet.

Leverandører af ungtyre på mellem 12 og 24 måneder samt unge køer og kvier under 42 måneder kan derfor lune sig ved yderligere 50 øre pr. kg oveni en høj notering.

Hos Himmerlandskød A/S lægger man 20 øre pr. kg på kategorierne stude, kvier og unge køer under 42 måneder samt på køer over 42 måneder.

Også her noterer man sig en stor efterspørgsel for hele sortimentet lige fra de billigste til de dyre udskæringer. Himmerlandskød A/S nævner også meromkostningerne hos landmændene, som den højere notering kan hjælpe til at modsvare.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.