Smertestillende medicin kan reducere brug af antibiotika til kalve

Hvis man behandler kalve tidligt med smertestillende, kan man undgå behandlingskrævende lungebetændelse hos nogle kalve.

Hvis man starter med at behandle kalve med antiinflammatorisk medicin (smertestillende) tidligt i en sygdomsproces, vil de skadelige virkninger af inflammation blive begrænset. Samtidig vil kalvene føle sig bedre tilpas og nedgangen i ædelyst og normal kalveadfærd bliver mindsket. Det medvirker til, at kalven bedre kan modstå en eventuel bakteriel infektion efterfølgende. 

Sådan skriver Nynne Capion og Mette Bisgaard Petersen fra Københavns Universitet på LandbrugsInfo. 

Det gode er, at man så kan bruge mindre antibiotika.

Når først kalvene har snot, hoste, feber og ikke vil æde, så er antiinflammatorisk medicin ikke længere nok og så skal det kombineres med antibiotika.

Forfatterne sammenligner med, at man selv tager en Panodil, når man kan mærke, at man er ved at blive syg. Det vil give øget velvære og i mange tilfælde være tilstrækkelig behandling af en simpel luftvejsinfektion.

Immunforsvaret

I kalvenes luftveje er der en række forsvarsmekanismer, deriblandt immunforsvaret, der beskytter kalven mod alle de udfordringer, der er i en besætning - f.eks. støv, fugt, træk, kulde, virus og bakterier. 

Hos kalve, der har fået en rigtig god start på livet med tilstrækkelig råmælk og antistoffer fra koen, få flytninger, stabile kalvehold, tilstrækkelig med godt foder, god hygiejne og en god fravænning, vil det forsvar virke effektivt. 

Hvis kalvene derimod bliver udsat for faktorer, der svækker disse forsvarsmekanismer, for eksempel mangel på råmælk, transport eller sammenblanding med mange fremmede kalve, vil det være lettere for virus at etablere sig i kalvens luftveje og begynde at gøre skade, så også bakterier kan angribe kalven.

Efter ganske få dage med infektion i lungerne vil lungevævet begynde at blive ødelagt. Det klapper sammen og kan ikke reddes af nogen behandling. Det vil også betyde, at kalven vil være påvirket af dette ”vævs-tab” og nedsatte lungefunktion resten af livet.

Præparater

Antiinflammatorisk, altså smertestillende, medicin til behandling af kvæg er for eksempel Metacam, Finadyne, Dinalgen mfl. 

Antiinflammatoriske produkter kan begrænse immunforsvarets skadelige virkning i lungerne, og vævet bliver ikke ødelagt i samme grad, men den gavnlige del af inflammationen/immunforsvaret arbejder videre med at bekæmpe infektionen. 

Prøvet i praksis

Forfatterne har prøvet metoden i praksis og høstet gode resultater.

Udfordringen er at få øje på de kalve, der kun er lidt syge, da det vil være her, behandlingen med antiinflammatorisk medicin har den bedste effekt. Det vil også være for disse kalve, at denne behandling i mange tilfælde vil være nok til at hjælpe kalvens eget forsvarssystem til at bekæmpe virusinfektionen. Det vil sige ganske tidligt i sygdomsforløbet. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.