Leveriktelarven lever i galdegangene, hvor den forårsager betændelse og forkalkning af blodkarrene. Arkivfoto: LandbrugsMedierne.Januar er et godt tidspunkt til at afgøre, om der kan være sket smitte med leverikter sidste sommer. Det mener kvægrådgiver Ena Louise Hansen, KvægXperten. I rådgivningsvirksomhedens nyhedsbrev peger hun på nogle tegn, man kan lede efter, hvis man vil afgøre, om dyrene kan være smittet med leverikter.
Leverikter giver utrivelighed, og dyrene bliver magre og uens. Reproduktionen kan også nedsættes, og der kan opstå mere sygdom end vanligt.
Inficerede dyr skal behandles med medicin, og det kræver recept fra besætningsdyrlægen. Det er vigtigt at følge doseringsvejledningen, da en for lille mængde ikke giver effekt, og modsat kan forkert dosering medføre resistens mod præparaets aktive stof.
Ved at behandle nu kan man mindske risikoen for, at eksempelvis kvierne får nedsat mælkeydelse på grund af en for lav tilvækst i kvieperioden.
Snylter
Smitten med leverikter sker via en pytsnegl, som lever i fugtige områder i enge, omkring vandhuller og åer, men også i andre mudrede områder som for eksempel omkring vandkarret i marken. Når larven forlader pytsneglen, sætter den sig fast på græsstrå eller i vand, her indkapsler larven sig, indtil en ny kvie kommer forbi og æder af græsset med larven på. Når larven er kommet ind i kvien, borer larven sig fra tyndtarmen og ud i bughulen og frem til leveren. Her lever den i galdegangene og forårsager betændelse og forkalkning af blodkarrene.
Ikterne kan lægge ny æg, som kan starte en ny smittecyklus.
Faktaboks
Sådan forebygger du
- Sikre, at de dyr, der lukkes på græs, ikke allerede er smittet med leverikter
- Vandhuller, bræmme langs å og andre våde områder hegnes fra for at mindske smitteveje
- Sikre, at der ikke er overbelægning på græsmarken
Relaterede artikler
Kommentarer