Stor effekt af lille mængde placeret fosfor i såspor

Hvis der ikke er plads i gødningsregnskabet til at give normal dosis af fosfor til majsen, giver en lille mængde placeret fosfor også stor effekt.

Der var fuldt syn for sagen, da grovfoderekskursionens 500 deltagere gik rundt mellem parcellerne og så på effekten af forskellige tildelinger og metoder for fosfor til majs.

»Hvilken parcel er bedst?«, spurgte landskonsulent Martin Mikkelsen, Seges, igen og igen og modtog med tilfredshed deltagernes bud.

Konklusionen var også klar: Man kan få stor effekt af bare at placere en lille mængde fosfor til majs i såsporet i kombination med traditionelt placeret svovlsur ammoniak.

Det er en vigtig pointe, når det ikke er alle, der må bruge de traditionelt anbefalede 10-15 kg fosfor på grund af fosforrestriktioner.

»Har man bare lidt fosfor til rådighed, skal man placere den for at give en booster i starten«, sagde han.

Den bedste parcel havde fået bare 4 kg fosfor placeret i såsporet sammen med 25 kg traditionel placeret kvælstof i svovlsur ammoniak. Effekten var bedre end 9 kg fosfor og 20 kg kvælstof i fast NP 20-9 gødning traditionelt placeret.

»Resultatet ser rigtig godt ud og er på niveau med de traditionelle mængder med startgødning«, konkluderede Martin Mikkelsen.

Flydende og dyr

Fosforen, der blev brugt, var flydende fosfor, hvilket fordrede, at majssåmaskinen kunne håndtere flydende fosforgødning samtidig med fast kvælstofgødning. Arne Gejl, WekoAgro, viste såmaskinen, der kan det, og det burde ikke være et problem at finde en maskinstation, der evner det. Han forklarede, at for at få en jævn fordeling er man nødt til at fortynde gødningen med vand, så der skal fordeles mindst 60-70 liter pr. hektar.

Ulempen ved at bruge flydende fosfor er prisen. Ca. 40 kr. pr. kg P.

»Det er dyrt, men stadig rentabelt, viser tal fra sidste år«, lød det fra Martin Mikkelsen.

Normalt har svovlsur ammoniak ingen starteffekt på majsen. Hen over sommeren gavner den dog væksten.

»En sur gødning spytter en proton ud, som forsurer omkring rødderne, så planterne lettere optager mikronæringsstoffer som mangan, bor og zink. Det booster væksten«, forklarede han.

Parcellerne, der blev vist frem hos Svend Schøler i Ribe, er kun demonstrationsparceller, men alle behandlinger er med i Landsforsøgene i år, så til efteråret kommer der resultater herfra.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.