Stor forskel på klimaaftryk hos kalveproducenter

Valget af produktionssystem øver stor indflydelse på kalveproducenters klimaeffektivitet.

De dygtigste kalveproducenter i Danish Crowns Dansk Kalv koncept - set med klimabriller - udleder 40 procent mindre CO2 pr. kg kød end de ringeste. I konkrete tal formår de dygtigste at udlede 7,6 kg CO2 pr. kg kød, hvor nogle producenter ligger på 12,8 kg CO2 pr. kg kød.

»Det viser, at der er mulighed for forbedringer nogle steder, og det arbejder vi med«, siger Gustaf Bock, Danish Crown, som holder øje med, hvordan kalveproducenter får klimapåvirkningen ned.

Danish Crown klimakontrollerer landmændene og beder dem øge ambitionerne år for år. Det hjælper. For nogle år siden lå den gennemsnitlige udledning på 10,4 kg CO2 pr. kg kød, mens det i dag er nede på 9,8.

Seges har også fokus på sagen. bl.a. ved at holde øje med, hvilke tyre der er bedst til krydsningskalve.

»Dem informerer vi om i vores nyhedsbrev. Når man vælger de rigtige kødkvægtyre med høj nettotilvækst, forbedrer man automatisk sin klimaprofil«, siger specialkonsulent Per Spleth.

Derfor glæder det ham også, at brugen af kødkvægsæd stiger til insemination af malkekøer. De seneste tal fra jersey viser endog, at flere bruger kønssorteret kødkvægsæd, så man får kødkvægtyrekalve, der vokser hurtigst. Han mener ikke, at mælkeproducenterne bør holde sig tilbage, selv om sæden er lidt dyrere.

»Den pris får man hjem igen, når man beregner kalvenes pris i ’Afregning Kalve’«, siger han.

Det program udregner en fair pris i forhold til kalvens genetik og dermed produktionsværdi.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.