For stor til slagteriets vægt: Tyr vejede næsten 1.000 kg på krogen

Sten Simonsen har netop fået slagtet en seks år gammel kødkvægstyr. Slagtevægten var tæt på 1.000 kg.

"Da vognmanden ringede på vej fra slagteriet fortalte han, at de ikke kunne veje tyren levende før slagtning. Den var simpelthen for bred til at gå ind i vægten!"

Sådan lyder det med lige dele forbløffelse og stolthed fra kød- og mælkeproducent Sten Simonsen, Brønderslev, som netop har fået slagtet en kødkvægstyr hos Danish Crown i Aalborg.

Tyren kom lige fra græsmarken, hvor den havde underholdt en flok kødkvægskøer, og på vej op på vognmandens lastbil skød Sten Simonsen på, at tyren i levende live nok vejede knap 1.600 kg og i slagtevægt ville veje mellem 800 og 850 kg.

Den levende vægt får han aldrig at vide. Men slagtevægten lød på imponerende 975,5 kg.

"Det kom godt nok bag på mig, at han var så tung. Han var stor, men så stor, det var en overraskelse", lyder det fra Sten Simonsen.

Formklasse i top

Ikke nok med at tyren, som er af kødkvægsracen Korthorn, trak langt ud i vægtklassen på slagteriet, så kunne slagteformen heller ikke blive bedre.

Således blev tyrens slagtekrop bedømt til klasse 15, som er den absolut bedste.

"Det overrasker mig også, for alle siger, at tyrene skal have masser af korn for at få en høj slagteform. Men vores tyr har kun fået græs", bemærker Sten Simonsen.

Efter Danish Crowns notering er tyren 17.000 kr. værd. Sten Simonsen har dog valgt selv at tage halvdelen af kødet hjem for at afsætte det privat.

"De fleste, der slagter gamle tyre, tager alt kødet hjem, fordi kg-prisen for gamle tyre er meget lav. Men så meget kød kan vi jo hverken spise selv eller afsætte rundt omkring", lyder det med et grin fra Sten Simonsen.

En af de bedste

Tyren har en flot karierre bag sig, idet den både har givet mange gode kalve i Sten Simonsens kødkvægsbesætning, men også udmærket sig på dyrskuer. For to år siden blev den nr. 2 i Interbreed for kødkvæg på Landsskuet.

"Den skulle også have været derned igen i år, men det blev jo aflyst. Og da vi har rigeligt med afkom efter tyren og da den samtidig var blevet for tung til at løbe køerne, så måtte vi jo slagte den", forklarer Sten Simonsen.

Selvom kødpriserne ikke er værd at skrive hjem om netop nu, er Sten Simonsen godt tilfreds med afregningen på tyren. Og det gør heller ikke spor, at han nu kan bevise, at selv en Korthornstyr kan levere en stor slagtevægt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.