Stor variation i vurdering af transportegnethed

Landmænd, chauffører og dyrlæger har forskellige vurderinger af halte køers transportegnethed.

Det sete afhænger af øjnene, der ser.

Sådan er det også med køers halthed og transportegnethed, viser et studie fra Aarhus Universitet i et længerevarende projekt om husdyrs transportegnethed.

Studiet undersøgte vurderingen af mere eller mindre halte udsætterkøers transportegnethed hos landmænd, chauffører og dyrlæger.

Det er de tre grupper, der er pålagt at vurdere transportegnethed og kan blive sanktioneret, hvis de vurderer forkert. Især er landmandens og chaufførens skøn vigtigt, fordi læsningen af slagtekøerne sker på bedriften.

De blev alle bedt om at vurdere graden af halthed hos køer ud fra videoer af 30 køer i bevægelse og definitioner på forskellige grader af halthed. Desuden skulle de også vurdere, om koen i hver enkelt video var transportegnet.

Studiet viste ingen systematik i enigheden eller uenigheden af vurderingen af halthed og transportegnet mellem de deltagende 19 landmænd, 19 dyrlæger og 17 chauffører. Dog var der en tendens til, at dyrlægerne vurderede flere køer som halte og landmændene vurderede færre af køerne som uegnede til transport.

»Hvis vores resultater holder i en større undersøgelse, viser de, at der er brug for mere fokus på vurdering af transportegnethed, for eksempel i form af træning af de forskellige grupper, der skal foretage vurderingen«, siger Peter H. Thomsen fra Institut for husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.

Chauffører ofte i tvivl

Et tidligere studie, der omfattede lidt over halvdelen af samtlige chauffører på transporter af udsætterkøer til slagtning, har vist, at chaufførerne generelt overvurderer deres egen viden om reglerne for transportegnethed. Over 90 procent svarede ja til, at de havde godt styr på reglerne, men ved to kontrolspørgsmål kunne kun godt halvdelen svare rigtigt på begge.

En tredjedel af chaufførerne fortalte, at de jævnligt var i tvivl om et dyrs transportegnethed. Der var generel enighed om, at godt lys og god plads ved læsningen af slagtedyrene gjorde det lettere at vurdere transportegnetheden og, at travlhed ved læsningen ikke i sig selv udgjorde et problem for en korrekt bedømmelse.

Faktaboks

Transportegnethed:

  • Med blandt andet stigende eksport af både avlsdyr og slagtedyr er transportegnethed blevet et emne på EU-plan. Til efteråret er Aarhus Universitet vært for en konference om emnet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.