Stordriftsfordele udfordres: Små bedrifter tjener mest pr. ko

De mindste kvægbrug har det laveste nulpunkt og opnår det højeste driftsresultat på ko-niveau.

Kvægbrug med færre end 100 køer kan modstå mest blæst, når afregningspriserne går i bund.

Sådan kan man udlede af Produktionsøkonomi for Kvæg 2018, som Seges netop har offentliggjort.

De mindste kvægbrug har nemlig det laveste nulpunkt på 2,18 kroner pr. kg mælk mod 2,30 for den gennemsnitlige kvægbruger med 208 køer og 179 hektar.

Nulpunktsprisen udtrykker, hvad mælkeprisen skal være, for at virksomheden får en samlet konsolidering på nul kroner, og nøgletallet bruges ifølge pjecens forfattere hyppigt af kreditgivere, da det giver en god indikation af bedriftens samlede betalingsevne og følsomhed.

I nulpunktsprisen indgår ikke kun poster fra landbruget, men også omkostninger og indtægter udenfor landbruget herunder en evt. ægtefælles indkomst, private udtræk, pensionsindbetaling og beregnet skat. Og det er ifølge forfatterne med til at forklare, hvorfor de mindste kvægbrug opnår det laveste nulpunkt.

Ser man i stedet på fremstillingsprisen på mælk, som udtrykker de samlede omkostninger inklusiv ejerløn og forrentning af egenkapital ved at producere et kg mælk, ligger de mindste kvægbrug bagerst med den højeste fremstillingspris på tværs af størrelsesgrupperinger.

Små tjener mest pr. ko

På tværs af størrelsesgrupper stiger såvel resultat af primær drift og driftsresultat med stigende ko-antal.

Ser man derimod på ko-niveau viser opgørelsen, at de mindste kvægbrug tjener mest pr. ko med et driftsresultat over 6.000 krone pr. ko, hvorimod gruppen med de største kvægbrug (+400 køer) må nøjes med et driftsresultat på 4.500 kroner pr. ko.

Ser man på den bedste og ringeste tredjedel indeholder gruppen med de mindste brug store modsætninger: Det er både her man finder det højeste og laveste driftsresultat pr. ko på tværs af størrelsesgrupperinger.

Ser man på overskudsgrad og afkastningsgrad er begge nøgletal stigende med besætningsstørrelsen. Fra henholdsvis 6,4 og 1,2 pct. for gruppen med færre end 100 køer til 19,1 og 6,3 pct. for gruppen med flere end 400 køer.

Tabel 1. Nøgletal fordelt på besætningsstørrelse

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.