Styrk specialiseringen: Sæt din rådgivning på licitation

Ugen på Spidsen: Udbudsrunder er gængse måder at købe rådgivning på i andre brancher, så hvorfor ikke også prøve det i kvægbruget, spørger ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Min hustru driver en selvstændig projekt- og formidlingsvirksomhed, og det har været ganske lærerigt at følge dens udvikling fra sidelinjen.

Ikke mindst fordi meget tyder på, at vi kommende uger og måneder kommer til at tale meget om fremtidens kvægrådgivning og hvordan den skal organiseres. Der er måske noget i den måde, hun får sine opgaver på, som også kan bruges i kvægbruget.

Min hustru får tyoisk sine større opgaver gennem udbudsrunder, som kan være åbne eller inviterede. Hun går oftest sammen med andre specialister i sit netværk i et målrettet team, som så byder på opgaven.

Det minder for så vidt meget om, hvordan man holder licitation på et staldbyggeri.

Konkret udfordring

Hvorfor ikke invitere tre udvalgte rådgivere eller rådgivningsvirksomheder til at byde ind på, hvordan de vil løse en konkret opgave på din bedrift.

Hvordan vil I få mine nykælvere ordentligt i gang, så vi ikke længere sætter køer ud tidligt i laktationen?

Hvordan får jeg en laktation mere ud af mine køer?

Hvordan får jeg min fremstillingspris på mit grovfoder ned i den bedste fjerdedel?

Det kan i princippet også være en mere åben udfordring: Jeg vil have sænket min fremstillingspris med 20 øre - hvordan vil I finde dem?

En fæl øjenlidelse

Jeg tænker, at udbud fungerer bedst ved større udfordringer, mere grundlæggende driftsændringer eller deciderede turn around-processer.

Altså situationer, hvor der kan være flere mulige løsninger, og hvor man på en måde kan sige, at rutinen er kommet til kort.

Det vil også typisk også være situationer, hvor friske øjne ikke bare kan være en fordel, men ofte nødvendigt for at komme videre.

’Bedriftsblindhed’ er en fæl øjenlidelse, der rammer både landmænd og rådgivere.

Mange om buddet

For dem, der tænker, at nu stikker det da helt af for ugens klummeskribent på Kvæg Plus, kan jeg røbe, at der her sker allerede i vidt omfang.

Den ambitiøse jerseymælkeproducent ved godt, hvor hun skal ringe hen. Det samme gør den unge driftsleder, der skal have regnet på sin første ejendom.

DLBR-rådgivningen er desuden, selv om der sjældent snakkes åbent om det, klart udfordret af dygtige selvstændige rådgivere med klare faglige profiler, og vi ser allerede særdeles kompetent rådgivning fra leverandørsiden, f.eks. på fodringen.

Så lad os få de enkelte styrker og specialer ordentligt frem i lyset, så de kan komme ud at arbejde og bidrage til næste markante løft af kvægbruget. Og vre med til at løfte hinanden yderligere.

Claus Solhøj, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.