Succes med øko-kalve på græs – vigtigt med høj indgangsvægt

Af Anna-Sofie Kjærsgaard, kvægrådgiver, og Rikke Engelbrecht, kalverådgiver, Vestjysk

Hver kvie binder likviditet på ejendommen, og det er dermed vigtigt kun at producere de dyr, der er brug for, eller dyr, der eventuelt kan sælges til levebrug.

Derfor handler det om at få lavet kælvekvien på så få dage som muligt, hvilket giver den lavest mulige kælvningsalder, dog uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Den ønskede vægt ved k

ælvning er 626 kg for holstein og 426 kg for jersey. Den daglige tilvækst afgør, hvor lang tid det vil tage. Populært sagt forøger én sommer på græs kælvningsalderen med én måned, primært som følge af nedsat tilvækst i forbindelse med udbinding/foderskift. Se tilvækstkurve i ’Tjekbog til Opdræt’, Rikke Engelbrecht, 2017.

Store kalve er mere robuste

Succes med kalve på græs kræver som udgangspunkt en høj indgangsvægt.

Tilvæksten i de første fire levemåneder er helt afgørende for, hvor godt kalvene klarer sig, når de kommer på græs. Er de i god vækst, er de mindre sårbare over for det skift, udbindingen er. De kan bedre opretholde varmen på et koldt underlag ude, mens undervægtige kalve vil underafkøles og blive syge.

Holsteinkvier bør veje ca. 160 kg ved udbinding (altså ved 4 mdr.) – jersey ca. 120 kg. Benyt et godkendt målebånd eller vej kalvene ved udbinding.

Sørg for supplerings-foder og foldskifte

Et andet vigtigt forhold for at opnå succes med afgræsning er supplering med tilskudsfoder.

Kalvene skal suppleringsfodres hele sæsonen for at opretholde en fornuftig tilvækst. De skal tilbydes deres afstemte foderration, og det er vigtigt, at alle kalve kan æde samtidig.

Kalve er flokdyr – er der ikke plads i flokken, vil det altid være de samme dyr, der ikke kommer til truget. Sørg for 33 cm fodertrug pr. kalv, og placer gerne fodertrugene, så de kan tilføres foder, uden man skal ind i indhegningen. Flyt trugene i tilfælde af perioder med vådt vejr. Og husk også rent drikkevand – du skal selv have lyst til at tage en tår vand, når du tilser kalvene.

Sidst, men ikke mindst kræves foldskifte til mindst to ’rene’ folde pr. sæson, gerne tre:

  • Maj (nyt græs udlagt året før, uden gylle).
  • Juli (forårsudlagt græs eller slætmark efter 2. slæt.
  • August (græsudlæg efter helsæd, ærter, korn).

Husk også, at kalvene altid skal have mulighed for at ligge i et tørt leje. Der skal tilføres strøelse efter behov og ikke på faste ugedage!

God fornøjelse – fra vinderne af ØkoKalveKampen 2016.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.