Tak minister, fordi du både spiser bøf og medister

Det giver tiltrængt anerkendelse, når en fødevareminister roser erhvervets produkter, mener ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

I vores bogreol står en skøn lille samling børnebøger om kokken Hr. Struganoff, som serverer mad for forskellige gæster. En af gæsterne er en minister, som kun vil spise medister.

Ministeren spiser kød i lange baner, så kokken Hr. Struganoff må have fat i flere pander for at stege medister til ministeren.

Sådan er det ikke hos Fødevareminister Mogens Jensen (S). For nylig gjorde han klart, at han gerne spiser kød - både medister og bøffer for den sags skyld - men det er efter devisen lidt men godt.

Bemærkningen faldt i forbindelse med endnu en promovering af det statslige dyrevelfærdsmærke, som i følge ministeren er en god rettesnor til indtaget af godt kød. Vi skal alle spise mindre kød, og det vi sparer på det nedsatte kødforbrug, kan vi passende bruge til at betale ekstra for godt kød underforstået kød mærket med det statslige dyrevelfærdsmærke.

Selvom vi med faglige briller på godt kan udfordre mærkets kriterier og niveauer, er det dejligt anerkendende, at ministeren slår et slag for erhvervets produkter. Ikke mindst nu, hvor Veganerpartiet arbejder hårdt på at komme i Folketinget med en klar mærkesag i at lukke husdyrproduktioen, og flere peger fingre af det røde oksekød.

Vi må gerne spise det, men vi bør spise lidt mindre og så spise det bedste. Det danske.

Forbruget vil falde

Selvom corona-krisen gav et rygstød til det at lave sin mad selv, ser vi næppe ind i en fremtid med stigende indtag af kød.

Hvor det tidligere og måske stadigvæk i visse befolkningsgrupper er et statussymbol at spise meget kød, peger flere fremtidsforskere på, at fremtidens middelklasse i højere grad vil vælge det grønne og fravælge kød. Men når de spiser kød, skal det være godt.

Derfor er det interessant at følge med i, om ministerens henstilling til os om at købe mindre men godt kød og dermed også dansk, velfærdsmærket kød bliver fulgt?

Spændende bliver det også at følge, hvor meget plads og omtale det velfærdsmærkede kød får i køledisken?

Det ville klæde de supermarkedskæder - ingen nævnt, ingen glemt - som prædiker danskhed og samfundssind at give det danske oksekød sin berettigede plads og omtale, så vores produkter i bogstaveligste forstand ikke skal ligge under transportmodnede steaks fra Uruguay.

Og så skal vi også være klar på, at kravene til dyrevelfærd vil blive skærpet. Det statslige mærke er formentlig kun begyndelsen.

Hvad tænker du? 

Giv gerne din kommentar herunder.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Frederik Thalbitzer, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.