Tysk mejeri tilbyder fast pris til mælkeproducenter

Tyske Hochwald lancerer kontrakt med fast pris næste år.

Det tyske mejeri Hochwald har meddelt, at de næste år lancerer en frivillig kontrakt med fast pris for mælkeleverancer. Det skriver Dairy Industry Newsletter og det tyske netmedie proplanta.de

Begrundelsen for at indføre fastpriskontrakt er helt at undgå eller i hvert fald at reducere prisudsving for leverandørerne.

Modellen, der arbejdes med, er at udbyde en fast pris med en tidshorisont på tre til ni måneder frem, som fastlægges ud fra priserne på mælkebørserne. Mælkeproducenten skal på forhånd bestemme, hvor stor en del af leverancerne i et kvartal, der skal afregnes til fastpris.       

En undersøgelse har vist, at flertallet af mælkeproducenterne ser tilbuddet om en fast pris som et positivt skridt.

Hochwald har også bekræftet, at de planlægger at bygge et nyt mejeri og øge ostekapaciteten på deres Hünfeld-driftssted med 150 mio. kg mælk til i alt 550 mio. kg, hvilket vil give dem en bedre balance mellem friskvarer og ost.

Hochwald har en årlig indvejning på 2 mia. kg mælk, ifølge deres hjemmeside, og mælken forarbejdes i både Tyskland og Holland. Mejeriet har mælkeleverandører i Tyskland, Frankrig, Luxemburg, Holland og Østrig.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.