Tysk privatmejeri tilbyder treårig kontrakt med fast afregning

Privatmejeriet Bechtel tilbyder kontrakter med fast afregningspris.

Flere og flere europæiske mejerier tilbyder leverandørerne kontrakter med fast pris. Senest kunne vi fortælle om det tyske mejeri Hochwald, der lancerer en fastprismodel i år.

Og nu er turen kommet til et andet tyske mejeri, nemlig Bechtel i delstaten Bayern.

Det privatejede Bechtel tilbyder således sine mælkeleverandører en tre-årig kontrakt med en fast pris på 33,46 eurocent pr. kg (4 pct. fedt, 3,4 pct. protein) for mælk af højeste kvalitet produceret med GMO-fri foder, skriver Dairy Industry Newsletter, ifølge Udenlandske mejerinoter, der udgives af L&F.

Mælkeproducenterne har mulighed for at til at levere op til 50 pct. af de mængder, de producerede i 2017, til den faste pris. Al anden mælk afregnes til Bechtels standardpris.

Fastpriskontrakten indebærer ikke nogen risikostyring gennem futures, da dette anses for dyrt og upraktisk for mindre mængder mælk, meddeler Bechtel.

Bechtel, hvis historie rækker tilbage til 1880, har 400 ansatte, ifølge mejeriets hjemmeside. 2.000 mælkeproducenter leverer til mejeriet, der behandler 1 mio. kg mælk om dagen. Et af hovedprodukterne er Grünländer-ost.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.