Uden robotterne havde vi ikke køer

Lone og Erik Andersen har netop udskiftet deres malkerobotter. De tekniske hjælpemidler gavner køernes velvære og er en forudsætning for at drive kvægbrug i en moden alder, mener de.

Tænk engang at være ko og kunne blive malket, når man lyst. Kunne gå på græs om sommeren og om vinteren få serveret frisk foder mere end seks gange i døgnet. Det er da livet for en ko.

Erik Andersen er fyldt med lige dele tilfredshed og beundring over den hverdag, han byder sine 120 økologiske køer på Højbo ved Tarm.

Det er 11 år siden, han og hustruen Lone Andersen automatiserede de tungeste opgaver på bedriften, og tilfredsheden med de teknologiske hjælpemidler er så stor, at parret for to uger siden skiftede de to malkerobotter til to nye.

»Der er altid noget indkøringsarbejde både for mennesker og dyr, men det er gået rigtigt godt«, slår Erik Andersen fast, inden han med samme overbevisning pointerer, at uden robotterne havde parret ikke malkekøer.

»De har taget det hårde slid og givet os en lettere hverdag«, siger Erik Andersen, der fylder 70 år næste gang.

Køerne giver netværket

Selv om det for andre kan synes som en stor investering at indkøbe nye robotter på et tidspunkt, hvor man med god samvittighed kunne hellige sig pensionistlivet, var Erik Andersen ikke i tvivl.

For det første var der det økonomiske i, at de gamle robotter var alt for dyre at holde kørende, og leverandøren ikke længere ville tilbyde en servicekontrakt.

Dernæst og mindst lige så vigtigt er interessen for og arbejdet med køerne. Det kan Erik Andersen ikke slippe.

»Jeg har en stor del af mit netværk via landbruget og køerne, og jeg er da slet ikke færdig med at avle efter den bedste ko«, fortæller han og viser stolt en anerkendelse for den sjettebedste holstein besætningsgruppe anno 2020 frem.

At besætningen via stamtavler kan spores tilbage til 1937, gør det ikke mindre spændende, bemærker han.

Topresultater

Den vestjyske mælkeproducent noterer også med tilfredshed, at køerne kvitterer for de rammer, som de får stillet til rådighed. Der leveres 11.000 kg mælk pr. ko, og det hører til sjældenhederne, at en ko sendes til slagtning. Oftest sælges overkudskøer og kvier videre til andre landmænd. De gode takter viser sig også i regnskabet, hvor dækningsbidraget i 2019 lød på 20.000 kr. pr. ko.

Faktaboks

Det kan godt svare sig at købe nye robotter:

  • Investeringen i de to nye robotter forventes at blive tjent hjem over en overskuelig årrække.
  • Bl.a. er der udsigt til at spare mere end 100.000 kr. om året på vedligehold, ligesom de nye robotter bruger mindre vand og el.
  • Robotterne forventes også at give færre ukomplette malkninger, ligesom det bliver lettere at introducere nye køer for robotterne.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.