Ugen på spidsen: Øko-kalve skal på græs - værsgo og spis, hr. Ulv

Om to måneder skal de økologiske kalve på græs. Det giver bekymringer hos de vestjyske økologer, som har fået ulven som nabo.

Denne artikel er normalt forbeholdt abonnenter på Kvæg Plus. Vi har valgt, at du i dag kan læse artiklen uden login.

Der går næsten ikke en uge uden, at en ny undersøgelse viser, at flere og flere spiser økologisk. To-benede forbrugere vel at mærke.

I Vestjylland frygter en række økologer imidlertid, at menuen også kan blive økologisk for firbenede forbrugere med tanke på de både bekræftede og formodede ulve-angreb, som løbende indrapporteres til de statslige styrelser.

Herfra lyder svaret: Sæt et ulvesikkert hegn op.

Et fint forslag, hvis man så kunne være nogenlunde sikker på, at det også ville holde ulven ude. Det har vist sig svært i de områder, hvor eksempelvis kronhjorte strejfer rundt, og jeg dristes til at spørge, om vi nu også ønsker at se et landskab med meterhøje hegn, når vi går udenfor?

Og hvis hegning er det eneste værn mod ulve, hvorfor stilles dyreholdere så ikke lige? Hvorfor udbetaler man kun tilskud til hegn, hvis det skal beskytte får? Geder, pattegrise eller kalve, som skal på græs skal vel også beskyttes?

Om frygten for ulve-angreb vil få landmænd til at droppe økologien igen eller indstille naturpleje, må tiden vise. Det er ikke de direkte tab i form af døde dyr, som betyder mest. Det er til gengæld frygten for den stress, som rovdyret kan sætte i resten af flokken.

Nogle vil måske mene, at hvis frygten sætter så dybe spor i landmanden, må han sadle om og holde dyrene inde. Reglerne er som de er, eksempelvis hvis man er økolog.

Men færre økologer eller naturplejere er næppe ønsket hos befolkningen i byen. Samme gruppe mennesker som tilsyneladende mener, at ulven skal leve frit og uforstyrret.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.