Ugen på spidsen: Skal du også ha’ et kvæg-fix?
Det vrimler med spændende fagmøder om kvæg. Skal du med?

Jeg har et lille misbrug. En lille afhængighed, som kan give abstinenser.

Heldigvis ved jeg, at jeg ikke står alene med at være lidt afhængig af historier, viden og nyheder om kvæg.

De sociale medier har mere end overbevist mig om, at vi er mange, som dagligt har brug for et kvæg-fix. Heldigvis er selvsamme medier med til at dæmpe mine abstinenser, for der findes alverdens grupper og fora fra ind- og udland, hvor kvægjunkier kan mødes og udveksle små fix.

Heldigvis passer mit lille misbrug meget godt til mit job, og i den næste tid ser jeg især frem til de mange fagmøder om kvæg, som afholdes rundt omkring i landet. Jeg må heller ikke glemme de mange staldmøder, hvor rådgivere og landmænd øser ud af praktiske råd, som kan være til inspiration for alle andre.

I sidste uge fik jeg blandt andet tilfredsstillet min afhængighed, da jeg deltog i Syddansk Kvægs Årsmøde.

En af dagens vigtige pointer var, at man som landmand bør gøre en større indsats for at fastholde sine medarbejdere i længere tid, for det er frygtelig dyrt at skifte medarbejdere ud. Løbende motivering er et af virkemidlerne til at fastholde medarbejdernes interesse og glæde for jobbet.

Så meget desto bedre - kan man sige - at der lige netop nu er så mange fagmøder om kvæg.

Riv en dag ud af den tætpakkede kalender på kvægbruget og tag ud og få inspiration. Og tag gerne medarbejderne med så I sammen kan få et eller flere kvæg-fix.

Det vil blive belønnet på den lange bane.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg+ "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister på LandbrugsAvisen og redaktører på magasinet Kvæg, kvægugen i perspektiv.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.