Vand på taget giver mælk i tanken

”En gammel telefonmast, en kanon fra en vandingsmaskine og en medarbejder, der gider at bruge sin lørdag på at få flækket skidtet sammen giver lidt ekstra køling af stalden”.

Sådan lyder det fra mælkeproducent og dyrlæge Anders Ring på Facebook, der ikke har tøvet med at beskytte sine køer mod hedebølgen.

Med en vejrudsigt, der lovede 30 grader, var gode råd dyre hans 600 køer mellem Ribe og Esbjerg ikke skulle komme til at døje med varmen og forringe mælkeydelsen.

”Det var slet ikke nok at øge ventilationen i stalden”, fortæller han.

Hurtig løsning

Først var planen at placere et antal vippevandere beregnet til havevanding på taget, for at vande det, men det ville tage for lang tid, vurderede han.

”Ham, der fodrer for mig, havde en gammel 6-7 meter høj gittermast liggende. Den har vi gravet en meter ned i jorden, så den ikke vælter”, forklarer han.

Øverst er placeret en kanon fra en vandingsmaskine. Den sidder fast på en plade, som smeden har lavet. Kanonen er boltet på, og så er der sat en fødeslange på.

”Vi har en hydrant 300 meter væk, og vandingsmaskinen kan lige nu”, siger han.

Mærkbar effekt

Højden af masten gør, at han nu kan vande begge sider af taget. I alt bliver halvdelen af staldens tag vandet. Det har sænket temperaturen i stalden med cirka 10 grader til 18-20 grader, som er en temperatur køerne kan lide. Havde vandingsmaskine stået på jorden, havde han i bedste fald kunnet ramme den ene side af stalden.

”Vi kan både mærke og se en effekt”, siger Anders Ring.

Mens man normalt forventer en udbyttenedgang, når det er varmt, har Anders Ring konstateret en stigning i den daglige mælkeydelse på over et kg pr. ko om dagen.

Anders Ring var heldig, at masten var til rådighed, og at hydranten var i nærheden. Dermed har den midlertidige foranstaltning stået i en regning fra smeden til pladen øverst på masten på forventeligt et par tusinde kr.

”En ulempe er selvfølgelig, at vi heller ikke kan vande afgrøder med den vandingsmaskine, vi bruger til taget lige nu", siger han og tilføjer:

”Taget er også helt orange af okker. Men det forsvinder næste gang, det regner, og hvis alternativet er ikke at gøre noget mod varmen, er det her meget bedre”, siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.