
Salget af majssorter til næste års grovfoder er i fuld gang, men man bør lige tage det forbehold, at den endelige bestilling kommer til december. Det anbefaler landskonsulent Martin Mikkelsen, Seges. I slutningen af november eller begyndelsen af december kommer nemlig den nyeste opdatering af majssorternes præstationer i sortsvalgmajs.dk.
»Det er fint at tilkendegive sin interesse nu, men de fleste firmaer er helt med på, at man lige afventer resultaterne, så man kan vælge de bedste majssorter, inden man bestiller endeligt«, siger han.
Lokalt udbytte og kvalitet
I sortsvalgmajs.dk kan man få et tydeligt billede af, hvordan sorterne klarer sig i ens eget postnummer. For hver sort ligger der en foderplan bagved, og man kan indtaste en lang række parametre, som gør valget endnu mere skræddersyet til ens egen situation. Programmet regner økonomi på sortsvalget. En simpel søgning viser en forskel på 845 kr. pr. årsko mellem bedste og dårligste sort, og det svarer til flere tusinde kr. pr. hektar.
Ved grovfoderekskursionen i sidste uge på Gårdsted Højgaard præsenterede forædlerne majssorter med vidt forskellige egenskaber. Det er dog vigtigt at regne økonomi på sorterne, understreger Martin Mikkelsen.
Landmand Jens Jensen kunne fortælle, at de i praksis på gården vælger fire gamle sorter og to nye sorter hvert år for at være dækket ind i forhold til udbytter og kvalitet og se, hvad der præsterer bedst på deres ejendom.
Relaterede artikler
Kommentarer