Video: Bo gør aflivningstruede jerseytyre til Irma-bøffer

Bo Andersen er ved at opbygge en produktion af økologiske jerseytyre. Målet er at sælge 300 kalve om året og skabe en levevej for familien.

De er nysgerrige og enkelte har rigeligt med selvtillid.

De 150 jerseytyre ved af gode grunde ikke, hvilken skæbne deres ejer Bo Andersen har reddet dem fra.

Siden december 2016 har han været i gang med at opbygge en produktion af økologiske jerseytyre, som er købt som spædkalve af andelshavere ved Thise Mejeri og som skal sælges via mejeriets samarbejdspartner Irma. Kalve, som indtil Bo Andersen kom forbi, ville være blevet aflivet efter fødslen, fordi økonomien i at fede dem op var for skrøbelig.

»Det glæder mit hjerte at kunne redde disse kalve fra boltpistolen. Det er synd og skam at aflive raske og sunde kalve. Men kalvene er ikke et filantropi-projekt. De skal generere en indtægt,« slår Bo Andersen fast.

Og noget tyder på, at det kan lade sig gøre.

Thise Mejeri har sammen med kødhandelsvirsomheden Tamaco forhandlet en kontrakt hjem med Irma, som betyder, at Bo Andersen får 36 kroner pr. kg slagtevægt.

»Og så kan budgettet godt hænge sammen. Men vi har ikke råd til at købe økologisk kalvefoder. Så vi fodrer kun med græs, kløvergræsensilage, ærtehelsæd og hø. Og formentlig hestebønner til vinter,« forklarer Bo Andersen.

Det er hans svigersøn Kennet Husum, som passer kalvene i det daglige, imens Bo Andersen selv tager sig af 200 hektar økologisk planteavl.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.