Video: Familien er bedriftens krumtap

Som deltidslandmand er familien af største betydning for at få alle opgaver til at hænge sammen. Samtidig kan arbejdet med dyrene også bringe familien og generationerne tættere sammen, oplever Jakob Hansen, Løserupgård.

Jakob Hansens søn Emil på seks år kan være med til næsten det hele på bedriften og er ellevild med det. Jakobs far Hans Kjeld Hansen på 85 er også aktiv hver dag, og glæden strømmer ud af dem.

- De tror, de er chefer de to. Det er de ikke, men det er skønt at se dem arbejde sammen, siger Jakob Hansen.

Det var jo oprindelig hans far, der begyndte at opbygge bedriften, som har været i familien i generationer og i dag rummer 50 økologiske ammekøer plus opdræt. Gradvist tog Jakob over, og for et par år siden overtog han det hele. Forældrene ville gerne skrue lidt ned for indsatsen. 

- Vi går stadig lidt i vejen, siger hans mor Tove Hansen med et stort smil, og Hans Kjeld supplerer:

- Vi vil gerne arbejde, men helst ikke have ansvar – det kniber det lidt med at slippe af med, griner han. 

Hele familien

Forældrene bor stadigvæk på ejendommen, og det er tydeligt, at de ikke kunne drømme om at holde sig væk fra dyrene. 

- Som kødkvægavler kunne man ikke have sådan en bedrift uden familien, understreger Jakob Hansen.

Han går på arbejde i Toldstyrelsen og har ofte lange vagter, hvor han ikke selv kan nå at se til dem. Selv om hans far er 85 år, er han i fuldt vigør. Han kan løse stort set alle opgaver og sørger blandt andet for det daglige tilsyn om sommeren, når køerne udretter naturpleje i området. 

Jakobs kone, Camilla, er ikke selv vokset op på landet, men interesserer sig også for dyrene. 

- Hun går op i dyrevelfærd og er en god hjælp, når vi er på dyrskue. Hun og mine børn kan også hjælpe med at holde øje, hvis en ko skal kælve, mens jeg er på arbejde, hvis der skulle være brug for dyrlæge, kan de ringe, uddyber han. 

Det er der nu sjældent brug for, men det kan jo ske. 

Klik og se videoen

Læs mere i Magasinet Kødkvæg 1, 2024

Emneord video, PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.